Og næste vin var skam også fra Weingut Wöhrle, nemlig husets søstervin Lahrer Gottsacker Chardonnay GG, altså atter ægte Großes Gewächs blot på Chardonnay, der siden 1990 har været tilladt i Baden.
Marken Lahrer Gottsacker er også den mark, hvorpå Wöhrle i længst tid har dyrket Chardonnay … faktisk fra starten af 1990’erne. Marken ligger på et lille plateau, hvor jorden er præget af masser af kalksten. Gottsacker er reelt den bedste del af en del af Lahrer Kronenbühl … et bakkedrag nord for byen Lahr og på etiketten står der da også Lahrer Kronenbühl Gottsacker.
Vinen er lavet ved, at druerne først gennemgår en kold maceration i 12 timer. Derefter presses druerne og overføres til træfade for spontangæring på druernes naturlige gærceller.
Omkring 80% af fadene er nye, men hentet hos bødkeren Damy i Meursault, og tilføjer blot vinen en meget diskret fadnote. Vinen har lagret sur lie omkring 10 måneder og der er foretaget regelmæssig battonage.
I næsen har vinen en lækker smørfedme, og op af glasset strømmer aromaer af appelsin, abrikos, citron, mango, ananas, røg, gazebind og der fornemmes røg, en sitrende syre og nogle klare burgundiske referencer.
Smagen er pænt cremet og blød med stram citronsyre til at styre tingene. Der er moden frugt, modne gule æbler, abrikos, pæn fylde i munden, en svag sødme, lidt krydderier, cedertræ og lidt kalkagtige mineraler. Den startede lidt svagt, men var faktisk allerbedst dagen efter, hvor vinen virkelig åbnede sig og viste sin mest elegante og kontrollerede side … stor vin.
Forhandles af Propperiet Vin Import, hvor en flaske koster 399 kr.,