På Bistroteket med Borgogno Barolo to gange indenfor to uger … what’s not to like? Her er det Borgognos almindelige Barolo i årgang 2011.
Almindelig er måske lidt en underdrivelse, for druerne kommer fra 5 fantastiske marker, nemlig Cannubi, Cannubi San Lorenzo, Fossati, Liste og San Pietro delle Viole.
Efter høst spontangærer vinen med druernes naturlige gærceller i 12 dage i betontanke … i starten ved 22-25 grader og i slutfasen 29-30 grader efterfulgt af en maceration i 30 dage.
Derefter sker der malolaktisk gæring ved 22 grader i 15 dage og derefter lagrer vinen så 4 år i slavonske 4.500 liters egefade helt efter de gamle klassiske metoder. Efter aftapning lagrer vinen yderligere 6 måneder på flaske.
I næsen fornemmes det, at det fortsat er en grønskolling … en ung kvindelig yngling, men sikke talent. Næsen er grøn og allerede med moden, lys og gæret frugt, kirsebær, hindbær, roser samt violer. Samtidig er den unge dame iført stram lædercatsuit, har en stikkende italiensk syre, nærmest helt æterisk. Nice.
Smagsmæssigt er det til gengæld let, blødt og cremet. Det er en smuk vin, og en eventuelt teenagerkluntet kant afsløres på ingen måder, for det smager sgu dejligt … blidt og modent. Så nu fortryder jeg på ingen måder, at jeg igen valgte Borgogno på Bistroteket … de to B’er klæder sgu hinanden.
På restauranten kostede en flaske 700 kr.