2017 Nicolas Vellas, 100% Grenache, Languedoc, Frankrig

2017 Nicolas Vellas, 100% Grenache, Languedoc, FrankrigNæste vin er 100% Grenache … og det er også navnet på vinen fra Nicolas Vellas … en vinmager, som vi tidligere er stødt på her på Houlbergs Vinblog.

Nicolas Vellas driver nemlig familiefirmaet Vignoble Vellas, som både er producent, negociant og handelsfirma. De laver således deres egne vine og vine på druer købt hos vinavlere rundt om i regionen. Mange af vinene laves også lokalt, fx hos lokale kooperativer, men denne 100% Grenache er tilsyneladende blot lavet af Nicolas Vellas … andet fremgår i hvert fald ikke.

Nicolas Vellas overtog for 20 år siden driften af Vignoble Vellas fra sin fader, der også grundlagde firmaet, selvom familien faktisk har været vinbønder i fire generationer.

De har egentlig ikke selv ret mange marker, alene 120 hektar omkring Montpellier fordelt på 5 ejendomme, Domaine Mas du Pont, Le Domaine Valinière, Mas de Gachon, Domaine Léo Vareille og Domaine Garoloup.

I stedet har de langtidsaftaler med en lang række vinavlere  i både Languedoc, Sud-Ouest, Rhône og Provence. Samlet har de aftaler med over 60 vinavlere og laver over 300 forskellige vine.

Denne 100% Grenache er lavet med druer fra særligt udvalgte små plots. Alle druer er håndplukket og der er kun udvalgt de bedste drueklaser til denne vin.

Under fremstillingen er der bl.a. anvendt lang udblødning og konstante pumpover for at udtrække mest muligt smag og nuancer fra skallerne. Vinen har fadlagret 8 måneder i nye franske egetræsfade.

Næsen emmer af mørk frugt, nærmest svagt gærede blåbær, figenpålæg, skovbund, røg, eg, grafit, en smule lakrids, vanilje og ellers stor tørhed.

Smagen er også god, mørk frugt, sød lakrids, mælkechokolade og det er en fyldig og kraftig vin med nogen sødme. Det er en dejlig rund, smagfuld, tæt og kraftig vin, som byder på koncentreret frugt samt tonsvis af drikkeglæde til en stor bøf.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 159,95 kr., mens prisen er 129 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7