Mer’ vintage champagne, og denne Grand Cellier d’Or Premier Cru fra Vilmart & Cie har jeg smagt tidligere, blot i årgang 2011. Nu smager jeg den i seneste årgang 2014.
Grand Cellier d’Or Premier Cru består af 80% Chardonnay og 20% Pinot Noir fra 45-50 år gamle vinstokke på Premier Cru marker ved Rilly-la-Montagne. Som med de andre champagner hos Vilmart & Cie har Laurent Champs alene vinificeret på egefade og basisvinen er da også lagret 10 måneder på 228 liters burgundiske barriques inden flaskningen og uden malolaktisk gæring.
Derefter har Grand Cellier d’Or lagret og undergået en rolig andengæring på flaske i omkring 35 måneder sur lie, altså med bærmen inden dégorgement i juni 2018, hvor der er tilsat en dossage på 7 gram pr. liter.
Næsen er virkelig luftig, let, aromatisk og kompleks, gæret, blomstrende, masser af æbler og æblemos, pærer og frugten virker klart gæret med en moden dekadence. Der er svag vanilje, træ, franskbrød, smeltet smør, lidt konfekt og kalkede mineraler.
Smagen er præcis, skarp, elegant og ren, hvor en lille sødme kommer godt frem. Det er cremet med fine og sarte bobler, frisk syre med nogen grape bitterhed, kalket og med lidt brændte elementer. Det er en virkelig flot champagne.
Forhandles af Champaniac, hvor en flaske koster 449 kr.