Sidste vin hos vinmageren Julien Sunier var hans Morgon Charmes, der kommer fra 60 år gamle vinstokke.
Vinen er lavet lidt som de andre, altså med carbonic maceration gæringen af de hele druer i 10 dage, hvorefter druerne presses i løbet af 24 timer på en gammel basket press, hvorefter vinen lagrer 9-11 måneder i gamle, burgundiske 228 liter barriques, som er anvendt mindst 10 gange tidligere. Derefter aftappes Morgon Charmes uden filtrering eller klaring og alene med ganske lidt svovl.
Vinen minder på mange måder om de forrige, altså masser af rustik og landlig bio kant, men her er det mere dæmpet og skørheden er også mindre, mens der til gengæld er skruet op for blomsterne. Det gør vinen mere let, elegant og klassisk. Dermed er vinen ganske forførende, svævende … men fortsat med en vild side.
Og – nøj – hvor er det lækkert, blødt, imødekommende, elegant og smukt. Det er sorte kirsebær, funky og landlig, fine tanniner, som lige bider dig i kæberne, ryster dig og gør dig glad. Det er virkelig lækkert og smækkert, og med en speciel karakter. Nogle vil blive forskrækkede og andre – som mig – knuselsker den bare
Forhandles af H.J. Hansen Vin / Vinspecialisten, hvor en flaske koster 240 kr.