2015 Weingut J. Neus, Ingelheimer Pares Spätburgunder GG, Rheinhessen, Tyskland

2015 Weingut J. Neus, Pares Spätburgunder GG, Rheinhessen, TysklandWeingut J. Neus’ Pares Spätburgunder Großes Gewächs er lige noget for Danmarks førsteelsker af Spätburgunder … og denne 2015 er på niveau med årgangen tidligere eller måske endda lidt højere. Nu er årgang 2015 jo også freaking god i Tyskland.

Weingut J. Neus holder til i byen Ingelheim i Rheinhessen og er grundlagt i 1881 af Josef Neus. Allerede i det 19. århundrede var vinhuset berømt for store vine på Spätburgunder. Josef Neus udviklede sin egen Pinot Noir klon – Neus-klonen – ved at observere og udvælge de bedste vinstokke i markerne, som han så avlede videre på. Disse gamle vinmarker med Neus klonen består i dag og er kronjuvelerne i vingårdens samling af fantastiske markbesiddelser.

Det er imidlertid ikke Neus familien, som ejer vingården i dag. I 2012 blev den købt af Christian Schmitz fra Mainz. Han har sat sig for at føre vingården tilbage til sin storhedstid og lave Tysklands bedste rødvine.

Og til at hjælpe sig har Christian hyret lederen Lewis Schmitt og vinmageren Julien Meissner. Sammen har de 12 hektar vinmarker, primært på de to Große Lage marker Pares og Horn.

Der dyrker de primært Spätburgunder, men også lidt St. Laurent og Frühburgunder samt en smule grønne druer som Riesling, Silvaner, Weißburgunder  og Chardonnay. Vingården er medlem af VDP, så vinene er opdelt helt klassisk i Gutswein, Ortswein samt Große Lage.

Her smager vinbloggeren igen Weingut J. Neus’ Pares Spätburgunder Großes Gewächs, hvor druerne selvfølgelig kommer fra marken Pares, der har sit navn efter den lokale betegnelse for paradis.

Marken ligger på Mainz bjerget ned for Nieder-Ingelheim og er samlet på 9 hektar, men Neus ejer dog ikke hele marken, men druer fra marker danner basis for 3 forskellige vine hos Neus.

Vinen er lavet af de særlige Spätburgunder Neus kloner og lavet med håndkraft med traditionel maceration. Efter endt fermentering er vinen lagret 22 måneder på franske barriques. Großes Gewächs vinene får simpelthen lidt mere kærlighed.

I glasset er vinen lettere grumset, transparent og teglfarvet, men udsender klare røgsignaler om en mørkere, fed og animalsk vin med sødbrændte fade, nødder, vanilje, kanel … uh det dufter godt. Der er en æterisk lethed, modenhed i frugten, lidt mælkede noter og jordbær drikkeyoghurt, violer, gazebind. lidt tjære samt sorte jernbanesveller. WAOW.

Der er godt med garvesyre i smagen … næsten italiensk tør og balsamisk i syren, men frugten også er lidt til den mørkere side, lidt blåbær, som endda virker ganske moden, blød og cremet. Det er en tør vin med masser af jern, krydderier og mineraler. Det smager simpelthen også vildt godt.

Forhandles af Mr. Ruby, men denne er ikke pt. i sortimentet.

Vinanmeldelse 6/7