Så dukker denne Trittenheimer Apotheke Riesling Trocken GG Laurentiusberg fra Weingut Heribert Boch igen op i mit vinglas, men denne gang i en årgang 2017.
Jeg har lige skrevet om vinhuset, da jeg smagte 2015 udgaven af Trittenheimer Apotheke Riesling Trocken GG Laurentiusberg. som er lavet ved, at druerne efter høst afstilkes, hvorefter druerne ligger 4-8 timer inden presning. Gæring sker langsomt i rustfrie ståltanke ved lave temperaturer og vinen modner også i ståltankene.
Trittenheimer Apotheke er placeret på en bakke, som har en hældning på op imod 70%, en sydvest eksponering samt en undergrund med masser af den karakteristiske grå skifer.
Vinstokkene på Trittenheimer Apotheke er over 100 år gamle og der dyrkes kun Riesling og Laurentiusberg er navnet på en del af marken, den del, som Michael Boch synes er bedste stykke og i øvrigt registreret som Grosse Lage.
Næsen er luftig let, der er godt med melon, lidt fersken, karamel, Københavnerstang, Kung-Fu is, kalk, mandler, svag muskat og dermed igen lidt sødme som i 2015’eren. De mellemøstlige krydderier dukker også i eftersmagen.
Smagsmæssigt har vinen krop og fylde, lidt fedme endda, hvid peber, abrikos, mango fersken med et varmt udtryk og lidt sødkrydret. Som med 2015’eren, så er vinen noget syrefattig, mangler syre, rygrad og skarpere mineralitet til at sikre en bedre nerve.
Forhandles af D’Wine, hvor en flaske koster 159 kr., men har kunnet købes til 119 kr. ved køb af 6 flasker.