Sidste Brunello var klart den bedste i koblet … Brunello di Montalcino Pian delle Vigne fra den store og legendariske vinhus Marchesi Antinori.
Huset har jeg selvfølgelig skrevet om tidligere og hvis du vil læse lidt om det legendariske vinhus, så læs fx det blogindlæg, som jeg skrev, da jeg smagte deres 1990 Solaia.
I stedet kigger vi nærmere på denne 2009 Brunello di Montalcino Pian delle Vigne, hvor druerne kommer fra Antinoris Pian della Vigne vingård, der ligger omkring 6 kilometer fra Montalcino by og er opkaldt efter en jernbanestation beliggende på godsets arealer i det 19. århundrede.
Pian delle Vigne ejendommen er på 184 hektar, hvoraf 65 hektar er vinmarker og ejendommen blev købt af Antinori tilbage i 1995, hvor han også for første gang lavede denne Brunello di Montalcino Pian delle Vigne.
Vinen er lavet med de bedste druer, som efter høst afstilkes og så presses. Derefter gærer mosten 15 dage i rustfrie ståltanke ved 27 grader. Derefter følger en malolaktisk gæring og lagring i egetræsfade på 30-80 hektoliter i omkring 2 år.
I modsætning til de forrige Brunello’er, så er næsen langt mere let, luftig, tæt og spændstig. Frugten virker også lysere, mer’ kirsebær, mirabeller, lyse blommer og samtidig med pæn modenhed samt en balsamisk syre, som samlet giver en smuk lækkerhed. Der er noter fra blomster, læder, tobak samt lidt chokolade.
Smagen er også let, luftig og blød … smelter nærmest i munden. Det flyder bare og glider behageligt ned. Det er virkelig blødt, blidt med kirsebær, blommer og smager sgu fremragende. Det er svært ikke af blive bare en lille smule imponeret.
Forhandles fx af Uhrskov Vine, hvor en flaske koster 479 kr.