Sidste vin fra Château Gilbert & Gaillard var også deres topvin, nemlig vinen Roc Blanc Saint-Chinian, hvor druerne kommer fra marken Roc Blanc, som ligger højest af alle husets vinmarker.
Roc Blanc er igen et klassisk GSM blend på 60% Syrah, 30% Grenache og 10% Mourvédre fra marken, der ligger 215 meters højde. Druerne høstes med håndkraft, sorteres derefter også manuelt inden en delvis afstilkning af klaserne og gæring i husets store tulipanformede betontanke.
Gæringen varer omkring 3 uger og efterfølgende malolaktisk gæring, hvilket efterfølges af lagring i 24 måneder på let ristede barriques af fransk eg. På billedet ovenover kan I se Philippe Gaillard smage Roc Blanc vinen foran fadene.
Næsen er ikke sædvanlig GSM tung og kraftig, men derimod let og parfumeret med blomster, sololie eller solcreme, let yoghurt, lyse bær, brombær, svag fennikel og lidt krydderier. Det er nærmest en feminin, lys og meget delikat aroma.
Der er også blomster i smagen, som er rund, sprudlende med masser af liv, syrlighed og friskhed. Frugten er slet ikke er mørk som normalt for sydfransk GSM, men klart til den lysere side med det parfumerede og mineralske bid samt lidt vildhed i smagen. Det er faktisk en superlækker vin og klart 5½ houlbergske tommeltotter.
Forhandles af Strobelvin, hvor en flaske koster 269 kr.