2016 Domaine Vallée Moray, Arcadienne Pinot Noir Gamay, Loire, Frankrig

2016 Domaine Vallée Moray, Arcadienne Pinot Noir Gamay, Loire, FrankrigDomaine Vallée Moray er en lille økologisk producent, der ligger i Montlouis sur Loire og drives af Hervé Grenier. Derfra smager vi nu denne Arcadienne Pinot Noir Gamay.

Hervé Grenier driver sin lille vingård ved siden af sit daglige arbejde som forsikringsmand med speciale i landbrug hos Liberty Syndicates. Han startede Domaine Vallée Moray i 2014, hvor han overtog et par marker ved Husseau og Nouy fra Domaine Les Loges de la Folie og senere også et lille vineri med kælder, vinpresse, egefade m.m.

Jeg kan ikke se, hvor mange hektar, som Hervé Grenier ejer, men det er et lille vinbrug, som drives certificeret økologisk. Vinene laves enten under appellationen AOC Montlouis-sur-Loire eller blot som Vin de France vine, som fx denne Arcadienne på 50% Pinot Noir og 50% Gamay.

Druerne til Arcadienne kommer fra 2 forskellige marker, hvor jordbunden består af ler med kvadersandsten aka tuffeau sten, altså en særlig kridtholdig sten, som er helt specielt for Loire og også er anvendt i byggeriet af mange af områdets slotte.

Vinstokkene er omkring 40 år gamle og druerne er høstet med et yderst beskedent udbytte på 15 hektoliter pr. hektar. Vinen er gæret på ståltanke med maceration i 2 uger. Efter fermenteringen er vinen endelig tappet på flaske uden hverken filtrering eller tilsætning af svovl.

Næsen byder på syrlig, let og urtet frugt … ribs, tranebær, lidt medicinskab, æter og biodynamiske aromaer som krudt og armsved, nogle dråber krydret gløggekstrakt, men på en virkelig sexet måde. Meget indbydende med nogle landlige karaktertræk fra Beaujolais.

I munden er vinen virkelig syrlig og smagfuld, masser af frisk lys og mellemlys frugt, et snert fennikel og lakrids, saftig, rustik og proppet med smag, virkelig friskpresset druesaft. Der er samtidig noget sært … noget elveragtigt over vinen, men jeg drages. Jeg er faktisk ganske begejstret for denne lille uslebne diamant.

Forhandles af Vinimperiet, hvor en flaske koster 130 kr.

Vinanmeldelse 5/7 thumbthumbthumbthumbthumb