2014 Dehesa Valdelaguna, Montelaguna Selección, Ribera del Duero, Spanien

2014 Dehesa Valdelaguna, Montelaguna Selección, Ribera del Duero, SpanienDenne 2014 Montelaguna Selección fra Dehesa Valdelaguna fik en fornem 3. plads i Houlbergs lille Ribera del Duero smagning.

Dehesa Valdelaguna holder til i et gammelt, restaureret stenhus på det højeste bjerg ved byen Pesquera de Duero … lige opad Duero floden i det herlige Ribera del Duero.

Vingården med ikke mindre end 300 hektar jord har været i familien de las Heras eje i mange generationer, men blev i 2005 overtaget af José Antonio de las Heras. Han besluttede, at han ville starte en vinproduktion, og sammen med sin gamle ven Juan Ayuso kastede de sig ud i projektet.

Ud af familiens 300 hektar er der dog kun 14 hektar vinmarker … alle selvfølgelig tilplantet med Tempranillo. De resterende 286 hektar er kornmarker samt skove med egetræer, hvilket er med til at give en større biodiversitet i vinmarkerne.

Vinmarkerne ligger på det højeste sted på jorden, nemlig i 900 meters højde. Det giver et køligere klima, hvilket forlænger druernes modningsperiode og derfor virker som en modvægt til de stadigt stigende temperaturer. Vinstokkene på Dehesa Valdelaguna er i gennemsnit omkring 15 år gamle.

De to venner startede med at lave 5 forskellige vine på Dehesa Valdelaguna … helt klassisk spansk med en rosé, en Roble, en Crianza, en Reserva samt denne Seleccion. I dag laver de dog også en række nye vine og produktionen stiger også fra år til år.

Denne Montelaguna Selección er lavet i  store 10.000 liter rustfrie ståltanke med 22 dages maceration, alkoholiske gæring og derefter sker den malolaktiske gæring sker i egefade. Vinen er så lagret 20 måneder i franske fade og efter aftapning lagres den yderligere et år på flaske inden frigivelse.

Vinen laves udelukkende af de bedste druer og kun i de absolut bedste årgange. Druerne håndsorteres først i vinmarken og derefter i vineriet, inden den endelige assemblage fastsættes ud fra individuel vurdering af enkelte fade.

Jeg har tidligere smagt vinen i flere årgange … både i 2010 og 2012 årgangene, men her er det altså en nyere 2014’er, som dog byder på de samme kvaliteter som de tidligere årgange.

Det er igen fed, opulent og mørk næse … blommer, blåbær, brombær … mørk, gæret frugt, sødme, chokolade, kakao, sød engelsk lakrids, eg, vanilje, røg, jernbanesveller, kælderskakt og en romtoddy.

Smagsmæssigt en dyb, koncentreret og smagfuld vin. Det er blødt, cremet og byder på masser af eg, vanilje, blid syre men samtidig med masser af tørhed. Smagen er klar og ren. Det er godt skruet sammen, selvom det er til den kraftige side og alkoholen også lige mærkes.

Forhandles af  VildMedVin, hvor prisen er 275 kr.

Vinanmeldelse 5/7