Næste vin i rækken … også en gammel kending, nemlig Bodegas Arzuaga Navarro, ja lige præcis det hus, hvorfra jeg i torsdags smagte topvinen Amaya Arzuaga, og tidligere har smagt bl.a. deres Fan D. Oro Blanco, deres Pago Florentino samt et par stykker mere. Her har vi imidlertid husets Crianza vin … og dermed den anden Ribera del Duero Crianza denne aften.
Vinen her er lavet på 90% Tinto Fino (Tempranillo), 7% Cabernet Sauvignon og 3% Merlot. Druerne er plukket manuelt, og de sorteres før afstilkningen. Vinen gærer i ståltanke, og lagrer derefter i 15 måneder på amerikanske og franske egefade. Der laves ikke mindre end 450.000 flasker af denne vin hvert år.
Jeg har smagt vinen tidligere, selvfølgelig ved Jysk Vins Jubilæumssmagning sidste år, men også i november 2011, hvor Paul havde vinen med til vores lille 4-mands vinklub. Ja, en anden vinklub end aftenens “byggemøde-klub”. Dergang skrev jeg, ” Ihhhh hvor kan de egentlig bare lave god vin. Rund og fyldig, og en superdejlig vin.”
Duftmæssigt masser af blommer, lakrids eller lakridsrod, lidt overmodne æbler, lidt jord og marmeladeagtig sødme. Smagsmæssigt flot drugtdrevet, blommer, solbær og generelt en fyldig og sødlig vin … men fortsat med en god balance, og der er da også godt med tannin, hvor det virkelig sidder på fortænderne.
Købt hos Jysk Vin på tilbud til 125 kr., normalpris 175 kr.