2017 Prosper Maufoux, Mâcon-Villages, Bourgogne, Frankrig

2017 Prosper Maufoux, Mâcon-Villages, Bourgogne, FrankrigLad os da endelig fortsætte i det hvide Chardonnay-spor … og hvad er så mere naturligt end at gøre det med lidt burgundisk af slagsen? Vi smager nemlig en Mâcon-Villages fra vinhuset Prosper Maufoux.

Prosper Maufoux aka Prosper Maufoux Maison des Grands Crus er et stort negocianthus, som ligger på det centrale torv midt i Santenay i et smukt palæ med tussegamle vinkældre underneden. Vinhuset er grundlagt tilbage i 1860 af Prosper Maufoux, som egentlig var officiel notar, men forlod sin givende praksis for at forfølge sin passion for vin.

Det var dog Prosper Maufoux’s barnebarn Pierre Maufoux, der i 1970 købte det smukke palæ, som siden har været hovedsæde for negocianthuset, der laver vine fra flere områder i Bourgogne og primært fra druer opkøbt fra andre vinavlere.

Palæet er opført i 1835 ovenpå nogle gamle vinkældre, som stammer tilbage fra 1400-tallet. Det har i øvrigt også tidligere været resident for M. Duvault-Blochet … den daværende ejer af selveste Romanée-Conti.

I dag er Prosper Maufoux dog ejet af det store cremanthus Veuve Ambal, som har produceret vin siden 1898 og drives af Eric Piffaut og sønnen Aurélien … i 5. og 6. generation.

Selvom Prosper Maufoux primært laver vine på opkøbte druer, så har vinhuset i dag dog selv en smule marker, men alene beskedne 14 hektar.

Her smager vi en Mâcon-Villages i Mâconnais, altså det sydligste område i Bourgogne, nabo til Beaujolais. Mâcon-Villages er også nabo til det mere prestigefyldte Pouilly-Fuissé, men har en undergrund af kalksten er som skabt til Chardonnay.

Vinen er lavet med opkøbte druer og fremstillet i frisk og frugtren stil – helt fri for ny eg og med flere måneders bærmekontakt, men ellers har jeg ingen oplysninger om produktionen.

Næsen byder på en anelse melon, tropisk frugt, mandariner, faktisk godt proppet med frugt, frisk og på ingen måde nogen tyk, fed Chardonnay, men alene lidt erotisk buttet med en lækker inderlighed … lidt forsigtig, men dufter bare supergodt.

Smagen er også herlig elegant, let og samtidig med dybde, flot balance, helt direkte i smagen, super god smag og til prisen er det virkelig en lækker vin. Du får masser af burgundisk kvalitet i denne vin og samtidig en vin, som de fleste vil elsker.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 169,95 kr., mens prisen ved køb af 6 flasker er 149,95 kr.

Vinanmeldelse 5/7