Jeg er – efter at ha’ smagt 4 forskellige hvidvine – vel nærmest officielt fan af den dejlige Marcia Bonomo og hendes vinhus Monte del Frà. Jeg er imidlertid ikke speciel fan af Valpolicella og slet ikke Ripasso vine … men hvordan går det så, når Ripassoen kommer fra netop Monte del Frà?
Info og historie om Monte del Frà kan I finde under mit blogindlæg om den sexede hvidvin 2015 Bonomo Sexaginta Custoza Superiore … en vin, som i øvrigt slog fødderne helt væk – og trak strømperne af – hos jeres ellers rummelige vinblogger. Det er spændende væske.
Denne Valpolicella Ripasso Classico Superiore kommer imidlertid i samme, lille, sexede og buttede flaske med husets logo støbt – eller hvad man nu gør – i flasken. Det er jo altid en god begyndelse.
Vinen er lavet på 80% Corvina og Corvinone samt 20% Rondinella, som kommer fra marken Lena di Mezzo … en 17,8 hektar stor mark, der ligger i Fumane i 250-350 meters højde.
Druerne er efter høst sorteret, afstilket og knust, hvorefter vinificeringen sker i rustfrie ståltanke med daglig punch-down. Efter den første gæring, så tilsættes kvastet fra Amarone produktionen, hvilket igangsætter endnu en gæring.
Derefter overføres vinen til 30 hektoliter egefade, hvor de lagrer 18 måneder inden aftapning på flaske. Derefter er vinen klar til frigivelse og salg.
Næsen er frugtrig med mørke bær, blommer og modne kirsebær, tørrede bær, kaffe, chokolade, krydderier … og ja, den har også lidt Amarone power. Men samlet set en meget frugtrig næse.
Det er smagsmæssigt også en frugtrig og frisk Ripasso … langt friskere end de fleste af slagsen. Der er ganske let peber, kirsebær, let sødme og smager sgu godt. Eftersmagen er forholdsvis kort, men meget behagelig og vinen bliver aldrig Ripasso tung.
Forhandles af Propperiet, hvor en flaske koster 169 kr., men køber du 3 flasker er prisen 10% lavere, nemlig 126,75 kr.