Næste vin fra Sydvestfrankrig … vinen 7 Souris kommer fra vinhuset Causse Marines, som ligger ved byen Vieux i Tarn departementet i Marcillac / Gaillac området i det nordøstlige del af Garonne regionen.
Vinhuset er grundlagt i 1993 af Patrice Lescarret, som købte vingården fra en gammel vinbonde på vej på pension. Han havde tidligere dyrket både vin og andre afgrøder og solgte druerne til det lokale kooperativ. Patrice driver vingården sammen med kæresten Virginie Maignien og samlet har parret 12 hektar vinmarker.
Vingården Causse Marines er opkaldt efter en lille å, som løber gennem området, men Causse betyder et plateau med reference til markerne, som ligger i det bakkede landskab.
Patrice Lescarret er uddannet ønolog fra Bordeaux og har inden etableringen med sin egen vingård også arbejdet i andre vinerier. Han siger selv spøgefulgt, at han i skolen lærte at lave vin konventionelt på den forkerte måde, og at han nu på Causse Marines forsøger at gøre det på rigtige måde.
Og den rigtige måde er bl.a. biodynamiske metoder – certificeret af Demerter – brug af lokale druer som Mauzac, Loin de L’Oeil, Ondec and Braucol samt meget lave markudbytter på mellem 13 – 30 hektoliter pr. hektar. I produktionen sker der også så lidt indgriben som muligt og der anvendes samtidig ingen eller kun ganske lidt svovl ved flaskning af vinene.
Patrice og Virginie er endda så dedikerede til vinproduktionen, at de har svært ved at være væk fra vingården, så de forsøger faktisk at holde deres ferier hver for sig, således én af dem altid er på vingården. Hmmm lyder da lidt bizart.
Denne 7 Souris … 7 mus har en sjov etiket, som er formet efter, hvad jeg troede, er en kanin, men med titlen i mente er det sgu nok en mus. Vinen er lavet på 100% Syrah, som kommer fra 80 år gamle vinstokke på en mark med undergrund af kalksten.
Udbyttet er forsvindende lille … 15 hektoliter pr. hektar og efter høst er druerne afstilket og vinen lavet med 3 ugers maceration, har efter endt fermentering lagret 12 måneder på brugte barriques og er flasket ufiltreret og uden brug af svovl.
Duften er tæt, mørk … har den prop? Nej formentlig ikke, men virker en anelse indelukket. Frugten er noget rustik, solbær, enebær med ristede noter, krydderier samt en smule syrlighed.
I munden har vinen en tør, pebret syre, sorte og syrlige bær samt tørre tanniner. Det er en tæt og bondsk vin, som smager fint … men jeg blev ikke blown away.
Ingen forhandler herhjemme, men koster 29€ i Frankrig … svarende til 216 kr.