Marchesi di Montalto holder til i appellationen Oltrepò Pavese, som findes i Lombardiet og derfra smager vi denne Pinot Nero Cà Nuè … lidt en vin, som kræver tid, fordybelse og luft, men så får du også mangefold igen.
Marchesi di Montalto ligger et par kilometer udenfor byen Montalto Pavese i den højtbeliggende del af Oltrepo omkring 25 kilometer syd for Pavia, der er longobardernes gamle hovedstad. Det er et vinområde præget af fugten fra de store vandmasser fra floden Po og vinden fra de nordlige Appenniner.
Historien om vingården startede i 1960’erne, hvor Tersilio Marchesi startede renoveringen af en ældre bygning og byggede en vinkælder til produktionen af vine med druer fra de tilhørende marker, som havde været dyrket siden 1890.
Reelt er Marchesi di Montalto dog først grundlagt i 1996, hvor Tersilios barnebarn Gabriele Marchesi omstrukturerede vingården og lagde grundstenen til det nuværende vinhus med tilplantning af husets marker med to druesorter … Riesling og Pinot Nero, som Gabriele mente passede bedst til området.
De to druesorter er også blevet familiens arbejdsmantra … Solo Pinot Nero e Riesling Renando no limits.
Han renoverede også det gamle vineri, således det levede op til nutidens standarder og installerede moderne udstyr til vinifikationen af vinene. En gammel underjordisk vandtank, som var bygget til at opsamle regnvand, blev også ombygget til en unik vinkælder til lagring af vinene.
Marchesi di Montalto har samlet 180 hektar jord, men det er dog alene 98 hektar, som er vinmarker … og altså med Pinot Nero og Riesling. Der skulle dog vist også være plantet en smule Pinot Grigio, Croatina og Moscato, selvom det ikke helt passer med familiens mantra.
Men her smager vi altså ren Pinot Nero aka Pinot Noir, hvor druerne kommer fra marken Cà Nuè … en 20 hektar stor mark, som ligger i Oltrepò bakkerne og udelukkende er beplantet med Pinot Noir klonen 115, som Gabriele – gennem grundig klonudvælgelse – har fundet bedst passende for området.
Efter høsten er druerne presset, hvorefter der sker maceration og kort fermentering i rustfrie ståltanke. Vinen lagrer i ståltankene 5-6 måneder, hvorefter vinen tappes på flaske, hviler yderligere 45 dage og så ellers er klar til salg.
I glasset er det ikke en lys og transparent Pinot Noir men mere mellemrød slash mørk transparent. Næsen er heller ikke Pinot Noir let, men emmer nærmest af bondevin, lidt baconfedt, jod, mørke kirsebær, blommer, måske endda lidt solbær, lakridsrod, blomstersæbe og klart en fyldigere Pinot Noir.
Det er frisk og bondsk, men med tid, tålmodighed og godt med luft i glasset bliver vinen en kende lettere, lysere og mere delikat … nærmest som om, at den får en piemontisk Nebbiolo-agtig nerve, hvilket virkelig løfter vinen.
Smagen følger vel meget godt næsen … og det første indtryk er en lettere, lidt kantet og rustik vin, men igen på en bondsk facon, hvilket jeg egentlig godt kan lide. Der er jern, frugten en kende lysere end duften indikerede, men fortsat klart mørk og med en mere grov og rustik syre, så det bliver sammenlagt aldrig Pinot Noir med druens ellers klassisk finesse, men en ilter fætter af italiensk afstamning. Men giv vinen for pokker godt med luft … så stritter den med lillefingeren og viser lysere sider af sig selv.
Forhandles af Cappa Vin, hvor en flaske normalt koster 139 kr., men frem til den 10. december er på bud til 99 kr.