Så er vi igen tilbage hos Château d’Arcins, der ligger på Place des Château midt inde i byen Arcins på Mèdoc halvøen. Her smager vi husets andenvin Chevalier d’Arcins Haut-Médoc.
Dette er ikke mange dage siden, at jeg drak vinslottets førstevin i årgang 2013 og skrev en masse om både vinslottet og den store vinkoncern Châteaux & Domaines Castel. Nu gælder det imidlertid andenvinen Chevalier d’Arcins Haut-Médoc, som er lavet på 60% Merlot og 40% Cabernet Sauvignon fra vinslottets egne vinmarker.
Vinen er vinificeret på ståltanke, mens 30% af vinen har været lagret på 1 år gamle egetræsfade, 30% på 2 år gamle egetræsfade, og de sidste 40% i ståltanke.
Fin næse … lidt mælket, yoghurtagtige noter samt gærede bær, solbær, brombær, blommer, røg, kanel og en smule sød vanilje, men sammenlagt bestemt en dejlig aroma. Duften læner sig op af langt kraftigere vine, men det gør den meget smukt.
Som med førstevinen lever smagen dog ikke op til duften … og det er faktisk endnu mere tydeligt i denne Chevalier d’Arcins, som virker lidt tynd og vandet i det. En let – men stram – syre samt tydelige tanniner er skam egentlig meget fine og jeg kan også godt lide, at det ikke bliver for kraftigt, men denne bliver en tak for letbenet.
Importør er AMKA og vinen forhandles hos udvalgte Meny og Spar butikker med en vejledende udsalgspris på 135 kr.