På adressen Via Moron 46 i byen Negrar finder vi den eksklusive restaurant Locanda ‘800, som drives af Gianfranco Elampini. Han åbnede restauranten i 2007 og var nogle år forinden også startet med at lave vin under navnet Vigna ‘800.
Det ligger nu heller ikke så fjernt med at lave vin, da Gianfrancos far også var vinbonde og ejede 4 hektar vinmarker, som Gianfranco nu laver sine vine fra. Det er helt klassiske Valpolicella vine som Valpolicella Classico, Ripasso, Amarone og Recioto samt lidt hvid Garganega.
Udover restauranten og vinhuset, så driver Gianfranco selvfølgelig også lidt ægte agriturismo, nemlig Farmhouse ‘800 med udlejning af værelser til vininteresserede turister, der gerne vil udforske egnen og vinene i Valpolicella.
Denne Vigna ‘800 Bieti Valpolicella Ripasso Classico er lavet på de klassiske Valpolicella druer, altså Corvina, Rondinella og Molinara. Der er ingen oplysninger om produktionen, men da det er en Ripasso, så er vinen jo undergået en andengæring sammen med kvaset fra Amarone vin, hvorved der kommer mere alkohol, farve, smag og fylde i vinen.
Det er også en vin, som har en duft af landlig, mørk og nærmest gæret frugt, godt solmoden frugt og næsten tørret frugt, solbær, blommer, virkelig tætpakket. Derudover byder vinen på chokolade, hæfteplaster, tobak og kanel … man kan godt fornemme, at Amarone fedmen har smittet af.
Smagen er blød rund med blommer, sorte kirsebær, sødme, chokolade, mens tanninerne er til stede, men også lidt fyldige eller endda småfede. Det er lidt en danskervin, som mange kan li’ … ligetil, fed, fyldig og har også en fin friskhed i frugten, så det aldrig bliver for gumpetungt.
Forhandles af BayVine, hvor en flaske koster 99 kr.