Den første årgangschampagne ved den eksklusive VIP Champagnesmagning & Private Dining blev denne Grand Cellier d’Or Premier Cru fra Vilmart & Cie … årgang 2011 og endda i magnumflaske.
Grand Cellier d’Or Premier Cru består af 80% Chardonnay og 20% Pinot Noir fra 50 år gamle vinstokke på Premier Cru marker ved Rilly-la-Montagne. Som med de andre champagner hos Vilmart & Cie har Laurent Champs alene vinificeret på egefade og basisvinen er da også lagret 10 måneder på 228 liters burgundiske barriques inden flaskningen og uden malolaktisk gæring.
Derefter har Grand Cellier d’Or lagret og undergået en rolig andengæring på flaske i 42 måneder sur lie, altså med bærmen inden dégorgement i december 2016, hvor der er tilsat en dossage på 7 gram pr. liter.
Nu snakker vi … lækker champagneduft med alt det gode, hasselnødder, ristede endda, eg, svag vanilje, aske, franskbrød, træ, smeltet smør og lidt konfekt. Frugtmæssigt er det eksotiske frugter, fersken, ananas, mens boblerne er meget fine og små … næsten som perler på små usynlige tråde i glasset. Der er også en smule kalket mineralitet, som passer sindssygt godt sammen med de ristede aromaer.
I munden er boblerne også fine, næste svage, delikate og utroligt afbalancerede sammen med æbler, en kalket og mineralsk, frisk syre og igen de brændte eller ristede elementer. Der smager sindssygt godt og på dette tidspunkt på aftenen var det hidtil bedste champagne.
Forhandles af Champaniac, hvor en flaske magnum koster 1.199 kr., mens en normal flaske i årgang 2013 kan erhverves til 449 kr.