Jeg har tidligere smagt et glas 1968 Chianti Classico Riserva Il Poggio fra Castello di Monsanto … en vin, som fik mig helt op i skyerne, men den almindelige Chianti Classico i seneste årgang 2015 er sgu også satans gode sager, blot til langt mere menneskepenge.
Castello di Monsanto har jeg skrevet om før her på bloggen … så det skal jeg undlade denne gang, men i stedet blot kigge nærmere på denne 2015 almindelige Chianti Classico fra huset, der ligger tæt ved byen Barberino Val d’Elsa i Toscana.
Druerne til vinen kommer fra forskellige vinmarker og er et blend på 90% Sangiovese samt 10% Canaiolo and Colorino,Vinen er lavet på rustfrie ståltanke med gæring i 18 dage, hvorefter den lagrer 12 måneder på store 50 hektoliter egefade af slavonsk eg samt 3 måneder på flaske inden frigivelse.
Hvor er Castello di Monsanto Chianti Classico dog en lækker vin … næsen er let, fin og alligevel med både mejeri, en smule flæsk, tobak, skovbund, the, hindbær, kirsebær, svømmehal, kul, læder, tør jord, mandler, røg og lidt salt. Den italienske syre fornemmes også klart.
I munden virker frugten trods den unge alder allerede moden, syrlig og forførende. Frisk, saftig med skovbund, lyse modne bær … måske lidt varm årgang, men jeg synes faktisk, at den smager rigtig godt. Og samtidig koster den ikke en herregård.
Købt ved Bichel Vin til 135 kr. på tilbud for 6 flasker, men normalprisen ligger på 180 kr.