Det er svært at tro, endda anse for sandsynligt, at denne Quarzit Schiefer Riesling fra Weingut Franzen i Mosel alene er en Gutswein, for kvalitetsniveauet er ikke bare utænkeligt – men også usandsynligt – højt.
Weingut Franzen – eller helt korrekt Weingut Reinhold Franzen – ligger i den lille by Bremm i et af Mosel-flodens mange krumme hårnålesving. Det er et godt stykke nord for mere velkendte Bernkastel-Kues. Familien Franzen har imidlertid været vinbønder der i flere århundrede, men det var Ulrich Franzen, der efter overtagelse af driften i begyndelsen af 1980’erne, grundlagde kimen til den nuværende vingård og satsede benhårdt på produktion af tørre vine med lav syre.
Det var også Ulrich Franzen, som opkøbte de braklagte parceller på markerne Bremmer Calmont … en af de stejleste marker i hele Mosel med en hældning visse steder på op til 65 grader.
For omkring 100 år siden var der omkring 24 hektar vinmarker på Calmont, men de svære arbejdsbetingelser og til tider svingende efterspørgsel af vinene fra Mosel betød, at mange parceller i løbet af 1980’erne simpelthen blev opgivet, således der alene var sølle 4 hektar vinmarker tilbage.
Det betød dog samtidigt, at Ulrich Franzen kunne købe forholdsvis billig jord, bl.a. parceller på den del af Bremmer Calmont, som kaldes Fachkaul, som er den mest stejle del af marken … men med en perfekt sydlig eksponering. Faktisk opkøbte Franzen hele 112 forskellige små parceller af Fachkaul.
Det betød blot et benhårdt arbejde med at genplante markerne og etablering af en Monorackbahne – et skinnesystem til at fragte druerne på de stejle bjergsider – mellem Franzens parceller på Bremmer Calmont og Neefer Frauenberg. På billedet nedenunder kan I se skinne systemet og fornemme, at markerne virkelig er ekstremt stejle.
I dag har Weingut Franzen samlet 10,1 hektar vinmarker fordelt på markerne Bremmer Calmont og Neefer Frauenberg. Det er selvfølgelig primært Riesling – omkring 90% af markerne er Riesling, men derudover er der også lidt burgunder-sorter samt den gamle og mere ukendt sort Elbling. Den samlede produktion ligger på omkring 70.000 flasker årligt.
I dag drives vingården af næste generation i form af Kilian Franzen og hans hustru Angelina. Kilian kom i en ung alder lidt hovedkulds ind i driften, da Ulrich desværre pludselig døde i 2010 i en tragisk ulykke i vinmarkerne.
På det tidspunkt studerede Kilian til ønolog på Geisenheim, hvor i øvrigt også mødte Angelina. Det blev derfor Ulrichs kone Iris, som overtog driften med hjælp fra Kilian, men i dag er Kilian og Angelina gift og har overtaget driften helt.
Og det har det unge par ikke gjort helt dårligt, for de er netop i februar 2018 blev kåret som årets newcomer af magasinet Falstaff med en anerkendelse af deres fortsatte arbejde med at genrejse Bremmer Calmont, som ellers var ved at forsvinde.
Denne Quarzit Schiefer Riesling er husets Gutsriesling. Vinen er lavet alene med druernes egne gærceller, har gennemgået malolaktisk gæring og tilbragt 6 måneder på fad.
Duftmæssigt virkelig nice er min første tanke. Det dufter virkelig godt, sådan lidt delikat og forsigtigt med citrus, fersken, ganske svag petroleum samt et lidt støvet og stenet udtryk. Aromaen er fin, sart og måske endda lidt forførende. Sart og mineralsk.
Smagsmæssigt en virkelig flot balanceret vin, tør, præcis med både fylde og lethed i et samt en blid syre. Det smager virkelig godt og et virkelig højt niveau for en Gutsriesling. Den burde komme med en advarsel på etiketten med en ordlyd i retning af; yderst drikbart. Der er en svag bitterhed, som går hånd i hånd med mineraler og sødme, hvilket gør noget godt for vinen og gør dig glad. Hmmmm.
Forhandles af Propperiet Vin Import, hvor en flaske koster 129 kr., men køber du 3 flasker, så er prisen kun 99,33 kr.