Lad os endelig fortsætte med endnu en vin fra fra brødrene Pfaffmann på Weingut Wageck Pfaffmann. Denne gang er det deres Grosskarlbacher Spätburgunder Rosé … igen alene med den gamle etiket og Pfaffmann navnet uden Wageck.
Det er en herlig bleg rosé, som farvemæssigt leder tankerne hen på noget Bandol, selvom flasken selvfølgelig siger noget andet. Den må dog heller ikke sammenlignes med husets Wageck Fundament Rosé, som er lavet på et mix af forskellige druer, hvorimod denne selvfølgelig er på ren 100% Spätburgunder.
Druerne til Grosskarlbacher Spätburgunder Rosé kommer fra husets marker ved Großkarlbach, dvs. primært markerne Burgweg og Osterberg. Jeg har ikke de store oplysninger om produktionen, så derfor springer vi blot hovedkulds ud i mine smagsnoter.
Duftmæssigt er det jordbær og citron, kvæde måske … lidt krydderier og derudover fornemmes der også en lille sødme. I munden er det lidt samme fornemmelse … der er smag af jordbær, citron, grape samt jern og mineraler. Det er en frisk og virkelig tør vin …. og flasken blev hurtigt tømt. Det siger jo også noget ;o)
Forhandles af Plus-Vin, hvor sådan en flaske koster 70 kr.