Den næste vin fra Ruffino blev denne Tenuta Greppone Mazzi Brunello di Montalcino, hvor druerne selvfølgelig kommer fra husets Greppone Mazzi ejendom.
Tenuta Greppone Mazzi er en ejendom fra 1700-tallet, som med sine tilhørende marker ligger en smule øst for den gamle middelalder by Montalcino. Ejendommen har sit navn Greppone efter det italienske ord greppi, som betyder barske skråninger, hvilket også er ganske passende. Samlet har ejendommen 121 hektar jord, hvoraf 25 hektar er vinmarker på stejle skråninger.
Ejendommen ligger ovenpå en antik cisterne … altså en slags vandforsyning fra romertiden og er prydet med en jernstjerne, som et symbol på de himmelske ambitioner, som altid har præget vinproduktionen på ejendommen. Det er det symbol, som I også kan se på etiketten på denne vin.
Denne Tenuta Greppone Mazzi Brunello di Montalcino er den eneste vin, som vinhuset laver på Tenuta Greppone Mazzi. Det er selvfølgelig 100% Sangiovese, som er vinificeret helt traditionelt og efter malolaktisk gæring, så er vinen lagret 36 måneder på store egefade, hvilket er 12 måneder længere end reglerne kræver. Efter flaskning er vinen lagret yderligere 8 måneder inden frigivelse.
I glasset virker det klart som en moden vin med brun/orange nuancer og duften er ligeledes moden med tobak, champignon, lyse blommer, modne kirsebær, brunet smør, kakao og nogen lethed. Det dufter klart af Brunello med lidt sød tobak og chokolade.
I munden er det en blød og cremet vin … virkelig i balance nu med en blid syre, søde, bløde tanniner og moden frugt. Det er blommer, mirabeller og smager sgu godt.
Forhandles af Føtex/Bilka, hvor sådan en fætter kan fås til 239,25 kr. mod en normalpris på 319 kr.