Heldigvis skulle vi også smage en af Domaine Labruyéres større Gamay vine … nemlig denne 2011 Le Carquelin Moulin á Vent, hvor druerne kommer fra husets 1,75 hektar store Moulin á Vent mark, hvor vinstokkene gennemsnitlig er 50 år gamle.
Vinen er lavet som de andre vine på Domaine Labruyére, nemlig med sortering af druerne, afstilkning af klaserne og fermentering i store 50 og 60 hektoliter cementtanke, hvor druerne først undergår en kold maceration i 3 dage efterfulgt af den alkoholiske gæring og en eftermaceration på omkring 8 dage.
Derefter lagres vinen i egetræsfade, typisk 600 liter demi-muids i 18 måneder, og marketingchefen Valeria Makarova fortalte, at der alene anvendes brugte fade, typisk fra Domaine Jacques Prieur, idet Gamay – i modsætning til Pinot Noir – ikke kan lide ny eg.
Nu er der også kommet mere hold på vinen, hvor duften har både modenhed, aromatisk frugt og langt mere tæt I strukturen. Det er mørke kirsebær, lyse blommer, brombær, chokolade, røg og en lille smule eg samt en fyldig, koncentreret og saftig aroma, som er vildt flot.
Smagsmæssigt er Le Carquelin Moulin á Vent fortsat saftig, men det hele er langt mere blødt, cremet og lækkert. Tanninerne er blide, nærmest polerede og der er en tæt, fed syre, peber og stor tørhed. Alligevel er der styr på strukturen og sammen med et mineralsk element samt lidt urter giver det en virkelig fin vin.
Importør er Vinmonopolet, men forhandles fx af Brdr. D’s Vinhandel, hvor en flaske koster 299,95 kr., mens prisen ved køb af 6 flasker er på 249,95 kr.