Pauillac 5. Grand Cru Classé for 2. dag i træk … lyder lidt som en god vane. Denne gang var det fra Château d’Armailhac, der jo ejes af Mouton Rothschild og ligger lige mellem Château Pontet-Canet og Château Mouton-Rothschild.
Det oprindelige Château d’Armailhac blev i 1933 købt af Baron Philippe de Rothschild. I 1956 blev navnet døbt om til Mouton Baron-Philippe, og i 1974 fik det så endnu engang nyt navn til Mouton Baronne-Philippe efter baronesse Pauline. Hun døde i 1976, hvilket siden da er markeret på etiketten med teksten; til minde om Pauline.
I 1989 efter sin fars død gendøbte Baronesse Philippine slottet dets oprindelige navn. D’Armailhac minder stilmæssigt om Mouton Rothschild, men har en lidt mere feminin struktur.
Slottet er et 5. cru slot og råder i dag over cirka 70 hektar, som er tilplantet med 52% Cabernet Sauvignon, 36% Merlot, 10% Cabernet Franc og 2% Petit Verdot. Vinstokkene er gennemsnitligt 40-50 år gamle.
I denne årgang 2012 består blendet af 54% Cabernet Sauvignon, 29% Merlot, 14% Cabernet Franc samt 3% Petit Verdot. Vinen er faglagret mellem 15-22 måneder på barriques … 25% nye fade og resten fra Château Mouton-Rothschild. Den årlige produktion er på omkring 220.000 flasker.
Duftmæssigt er der smæk på denne 2012’er … masser af kraft, power, eg, blæk, jernbanesveller, cigaræsker og en kold kælderskakt. Frugten er solbær, modne brombær og byder samtidig på fed tobak, lidt læder samt en svag animalsk, nærmest landlig side.
Smagen er fyldig, rar, venlig og powerfuld. Der er langt mere tyngde i vinen end jeg havde forventet. Det er intens mørk frugt, solbær, svag vanilje, pæne og polerede tanniner og virkelig, virkelig blød, imødekommende.
Forhandles bl.a. af Philipson Wine, hvor en nyere årgang koster 479,95 kr., mens prisen er 399,95 kr. ved køb af 12 flasker.