Denne vin Malus Danica Cuvée Barrique er indbegrebet af Cold Hand Winery … og smager du vinen, så forstår du omgående, hvorfor det lille, danske vineri ved Læsten udenfor Randers har medvind for tiden.
Malus Danica Cuvée Barrique er en kryo-koncentreret æblevin af æblesorterne Ingrid Marie, Elstar og Jonagold fra Flemming Jørgensen … medejeren og frugtavleren fra Fyn. Hver æblesort er plukket ved optimal modenhed og straks efter presset til most. Denne most er derefter frosset i et fryselager.
Frysningen og den efterfølgende optøning ved 0 grader sker udendørs, hvor man bagefter tapper den koncentrerede most, en tyktflydende æblesirup, som meget langsomt koldgæres på burgundiske barriques i 12 måneder.
Og sikke da en smuk farve … amberfarvet som poleret rav. Det kan man blive glad i låget af. Og så dufter vinen helt fantastisk med en utrolig dyb æblekompot, eller måske nærmere koncentreret æblemost på epo … de mest sammenpressede æbleatomer, som findes i den reneste form. Det er sød, klæbrigt og fedt som en dessertvine skal være. Yammy.
Og uha hvor smager det godt, sødt, lækkert og syndigt. Der er æbler, som møder honningsøde alfer og det breder sig i munden, smelter og gør dig glad. Det er en helt fantastisk dessertvin eller – som her – en fræk følgesvend til ost. Bedste dessertvin i miles omkreds.
Købt på vingården, hvor en flaske på 0,375 liter koster 255 kr.