Weingut Rudolf Fürst er vel nærmest rødvinskonge i Franken eller i hvert fald i den øverste liga, så selvfølgelig skulle vi smage en Burgstadter Berg Frühburgunder fra vinhuset.
Weingut Rudolf Fürst holder til lige udenfor byen Bürgstadt am Main i dalen mellem Spessart og Odenwald i Churfranken omkring 40 kilometer vest for Würzburg, den vestligste del af Franken … næsten på vej mod Pfalz. Vinhuset er grundlagt tilbage i 1638 og har været i familien Fürsts eje i alle årene.
Paul Fürst overtog selv driften i 1975 som 21-årig, da hans far Rudolf Fürst pludselig døde i en tidlig alder. I dag driver Paul vingården sammen med hustruen Monika … og siden 2007 i fællesskab med parrets søn Sebastian Fürst, der langsomt er begyndt at overtage mere og mere af driften.
Familien har i alt 18 hektar vinmarker fordelt på Großes Gewächs markerne Centgrafenberg og Hundsrück i Bürgstadt, Schlossberg i Klingenberg samt den almindelige mark Karthäuser i Volkach. Deres moderne vineri ligger midt i vinmarkerne og er bygget i 1979.
Hos Weingut Rudolf Fürst har man specialiseret sig i Spätburgunder og Frühburgunder, men dyrker også en del Riesling samt en række andre druer, bl.a. Silvaner, Weiße Burgunder, Chardonnay, Gewurztraminer, Domina, Merlot og Cabernet Dorsa.
Og for at virkelig perfektionere de røde vine på Spätburgunder og Frühburgunder har den unge Sebastian Fürst også arbejdet en del år i Bourgogne inden han i 2007 vendte hjem og fik ansvaret for produktionen i kælderen.
Fürst laver nogle af Tysklands mest spektakulære vine og hans top Spätburgundere koster også nemt omkring 100€. Vinene laves med minimal intervention i vinmarkernes cyklus, stærkt reducerede udbytter, nænsom vinifikation og lang lagring på træfade. Der anvendes gamle tyske kloner til husets basis Spätburgunder, mens der i de store cuvéer indgår Spätburgunder fra Dijon kloner.
Weingut Rudolf Fürst er nok sammen med Weingut Stadt Klingenberg topproducenterne i Churfranken. Generelt får Fürst altid stor ros af vinanmeldere, bl.a. har Master of Wine Jancis Robinson i Financial Times kaldt Rudolf Fürst for en anerkendt Pinot Noir tryllekunstner i Tyskland … ikke kun med Spätburgunder, men også med den tidligere modnende Frühburgunder.
Jeg har tidligere smagt flere vine fra Fürst, bl.a. en 2013 Bürgstadter Spätburgunder, som jeg var endda meget begejstret for og gav 6 fede tommelfingre.
Nu er det Fürst’s Burgstadter Berg Frühburgunder, hvor druerne – så vidt jeg kan se – kommer fra Erste Lage marken Lobenberg, som er en del af Bürgstadter bjerget og tidligere en del af marken Centgrafenberg inden klassificeringen til Grosse Lage.
Vinen er fremstillet i store åbne kar af rustfri stål med maceration og gæring efterfulgt af modning i barriques fra Bourgogne i 12-20 måneder inden vinen ufiltreret fyldes på flasker.
I glasset er vinen langt lysere og transparent end jeg normalt lige forbinder med Franken, og næsen virker også lettere med lidt kål, hindbær, jordbær, vanilje og en nærmest flyvende sødme … meget rundt, blidt og blødt.
Der er også både hindbær og jordbær i munden, fin lethed og virker samtidig luftig i udtrykket. Der er bestemt også grønne elementer, som vi klart forbinder med Franken, men slet ikke i samme omfang og mere feminin, svævende og fint. Tanninerne er sgu også fine og bider ikke jeres vinblogger på nogen måder og samlet en ganske elegant vin, som dog ikke helt når deres Spätburgunder.
Forhandles af Sigurd Müller Vinhandel, men denne vin kan ikke lige ses i sortimentet. I hjemlandet koster vinen 29,50€ ,.. svarende til 220 kr.