Søndag gik med en fodboldtur til København … Randers FC mod FCK … fuck, resultatet snakker vi ikke om. Vi kunne jo i stedet snakke om et par af de vine, som vi smagte på turen til København. Og den første var denne italiener … vinhuset Terre di Talamo i Toscana. Og vi elsker jo Sangiovese, så lad os kigge nærmere på denne Morellino di Scansano Tempo Reserva.
Terre di Talamo ligger i den sydlige del af Toscanas Maremma kystområde. Vingården selv dækker 52 hektar, hvoraf de 32 er plantet til med vin. Ud over Sangiovese dyrkes også Merlot, Cabernet Sauvignon, Cabernet Franc, Syrah, Petit Verdot, Alicante, Vermentino og Viognier.
Jorden er ganske karakteristisk med et overfladelag bestående af veldrænet kalksten og sandsten. I en dybde på omkring en meter findes et lag med ler, der holder jorden kølig og samtidig holder på de vandreserver, der er nødvendige for et godt helbred og en god modning af druerne i de varme somre, som er typiske for dette område.
Vingården er ejet af Bacci Wineries, som udover Terre di Talamo også ejer Castello di Bossi samt Renieri di Montalcino.
Vinen her er lavet på 85% Sangiovese, 10% Alicante og 5% Cabernet Sauvignon.
Lad os smage vinen. Nå ja, duften først, der er Sangiovese sødme, der er jord, røg, webergrill, sorte kirsebær. Smagsmæssigt meget rund, fyldig. Der er mørke bær, fortsat tanniner, omend bløde tanniner. Flot vin og til prisen faktisk et røverkøb. Thumbs up.
Købt hos Jysk Vin til 99 kr.