I jagten på julevinen er vi draget til det sydlige Italien, hvor vi i Manduria provinsen finder vinhuset Masca del Tacco, som står bag denne fuldfede Lu Rappaio Primitivo di Manduria.
Vinhuset Masca del Tacco er et nyere vinhus, som er grundlagt i 2010 af Felice Mergè, som – bistået af sin far Armando og hans store erfaring med vinproduktion – købte og restaurerede en gammel ejendom, der tidligere havde tilhørt Cooperativa Comunale dei Produttori di Erchie. Det er den smukke ejendom på billedet ovenover.
Ejendommen ligger i byen Erchie i den nordlige del af Salento halvøen. Kooperativet var grundlagt tilbage i 1949 og fik sine druer fra omkring 50 hektar vinmarker tilhørende medlemmerne af kooperativet. Og den aftale har Felice Mergè overtaget og fortsætter således produktionen … nu blot som et privat foretagende og under navnet Masca del Tacco.
På markerne dyrker vinavlerne druesorterne Negroamaro, Primitivo, Cabernet Sauvignon, Fiano samt en ganske lille smule Syrah og Pinot Nero. Derudover dyrkes den mere sjældne Susumaniello, som er en gammel sort, som giver en ganske speciel vin, som er typisk for området.
Dette er en af Masca del Taccos blot 6 forskellige vine … ren Primitivo og med navnet Lu Rappaio, som betyder bundt eller klase. Vinen kommer i smuk flaske med firmanavnet præget i flasken, men desværre har jeg ingen oplysninger om produktionen. Luca Maroni – der jo elsker fede, syditalienske vine – har givet Masca del Tacco vinen 96 point.
Og det er typisk sød Primitivo … det første næsen fanger er da også en god portion sødme, kanel, vanilje og derudover lidt støvet jord, blommer, solbær og et herligt lille animalsk snert, som kun dukker op, hvis du virkelig giver glasset en ordentligt svingom. Det animalske svip trækker sgu op.
I munden er det også meget sødt, men heldigvis med en god friskhed i frugten, hvilket for mig redder det samlede billede. Det er blødt, sødt, opulent og kraftfuld Primitivo. Jeg kan virkelig godt li’ frugten i vinen, men sødmen trækker ned for mig. Rigtig mange vil dog helt klart elske denne vin.
Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 129,95 kr. ved køb af 1 flaske, men en flad hund ved køb af 6 flasker.