H.J. Hansen Vin i Odense … det gamle hæderkronede vinfirma med rødder helt tilbage til 1829 har forleden – næsten ud af det blå – sendt jeres trofaste blogger på Houlbergs Vinblog en kasse med lidt vine til produktanmeldelse.
Det er sgu ret fedt, for livet som flittig vinblogger kan jo ærlig talt godt være lidt af en dyr hobby. Men selvfølgelig også lidt en cadeau og et rygklap til min lille vinblog, som tilsyneladende vinder mere og mere frem i det ganske land. I skrivende stund stiger antallet af besøgende fortsat stødt og er nu hastigt på vej mod 40.000 besøg hver måned.
Generelt er jeg sgu lidt oppe at køre over denne medvind og at der i den seneste tid har været flere henvendelser om samarbejde fra mange søde mennesker i vinbranchen. Senest har det – udover H.J. Hansen Vin – været anmeldelser af italienske vine fra de herlige gutter hos Italux samt et par champagner fra CRT Spirits.
Derudover ligger der pt følere ude fra både Winefamly og andre vinbutikker om et muligt samarbejde, så måske er der mere godt i vente for bloggens mange læsere. Det kan sgu gøre jeres flittige vinblogger ganske begejstret.
Måske skyldes den fornyede interesse, at jeg for et stykke tid siden begyndte at blive mere bevidst om SEO. WTF er SEO vil mange sikkert spørge? Se det vidste jeg sgu ærlig talt heller ikke det store om, men det er en form for søgemaskineoptimering og SEO er da også en forkortelse af Search Engine Optimization.
Det betyder på flad jysk dog alene, at hvert blogindlæg laves mere læsevenligt, hvilket jeg dog bestemt ikke er god til, for jeg elsker lange og snørklede sætninger.
Men det betyder også, at både min blog og blogindlæg får mere præcise meta-beskrivelser, således vinbloggen står bedre ved fx Google søgninger og andre søgninger. Houlberg | Blog om vin og gode oplevelser er med andre ord blevet mere synlig.
Det betyder dog ingenlunde, at mine vinanmeldelser bliver påvirket af sådanne sponsoreringer eller samarbejder. Her vil jeg sgu gerne bringe en klokkeklar disclaimer, eller hvad det nu hedder. Jeg skriver nemlig altid min ærlige mening uden bullshit, og det betyder også, at ethvert samarbejde eller sponsorering altid sker med den passus, at mine anmeldelser er total uafhængige og at jeg dermed ikke kan garantere, at vinene får gode anmeldelser.
Man smager jo det, som man smager og bliver begejstret eller skuffet. Og som min hedengangne moder altid sagde, så kommer man altid længst med sandheden. Med alt det kan I jo læse om på mine sider Karakterskalaen samt Skal din vin anmeldes?
Nå, men det var sgu også blot lige et glædesudbrud fra jeres flittige vinblogger, som pt i skrivende stund sidder midt i Rheingau, hvor jeg samt et par venner, er i gang med at besøge en række udvalgte vinproducenter, Det skal I selvfølgelig også nok komme til at læse mere om på bloggen.
Foreløbig skulle jeg sgu egentlig også blot lige dele min glæde over Houlberg Vinblogs fortsatte positive udvikling og taknemmelighed for et par nye samarbejder og kontakt til en række søde mennesker i vinbranchen.