2013 Mount Edward, Riesling, Central Otago, New Zealand

2013 Mount Edward, Riesling, Central Otago, New ZealandNogle gange er man bare fucking svineheldig … og denne Riesling fra vinhuset Mount Edward viste sig at være et sandt røverkøb.

Bevares, jeg ved godt, at der laves god vin på New Zealand, men jeg kendte intet til denne lille bandit, som alligevel tog mig med bukserne nede … og så til 130 kr.

Den gode Mosel producent Ernst Loosen har da også udtalt følgende om netop denne vin:  My god it’s so good it could be JJ Prum. Og han har fandeme ret.

Vinhuset Mount Edward er et lille vineri, som ligger i hjertet af Gibbston regionen omkring 25 km fra Queenstown i vinområdet Central Otago. Vi er selvfølgelig på Nordøen i New Zealand.

Vingården blev grundlagt i 1997 af Alan Brady, som samtidig var en af pionererne for Central Otago. Imidlertid blev vingården i 2004 overtaget af vinmageren Duncan Forsyth og forretningsmanden John Buchanon, der er bosat på Bermuda,

De laver vine fra druer fra både egne marker samt fra en række vinavlere, som de har samarbejdsaftaler med. Deres egne marker omfatter Morrison Vineyard i Lowburn, Muirkirk Vineyard ved Felton Road, Susan’s Vineyard ved Cairnmuir Road i Bannockburn samt Drumlin Vineyard på Coalpit Road.

Fra etableringen har fokus primært været Pinot Noir samt Riesling, hvilket også fortsat er gældende, men vinmageren Duncan Forsyth er ganske innovativ og laver i dag også alt fra Pet Nat til orangevin samt vine på Gamay, Grüner Veltliner, Pinot Gris og Chardonnay.

Alle marker drives i dag økologisk og er Bio Gro certificeret, mens de tilknyttede vinavlere enten er certificerede økologiske eller har begyndt en proces med omlægning til økologisk drift.

Vinene er produceret på traditionel måde med naturgær og minimal menneskelig indgriben. Elegante vine med præcision, klarhed og en vibrerende følelse. Vine, der afspejler deres årgang og markerne, som de kommer fra.

Denne Riesling er lavet med druer, som ikke afstilkes og hvor der alene bruges druernes vilde gær. Fermenteringen sker forholdsvis koldt på en blanding af rustfrie ståltanke og cementtanke. Vinen er efter fermenteringen lagret 3 måneder på bærmen og indeholder et pænt sukkerindhold på 8 gram restsukker pr. liter.

Og for satan da en næse … godt med petroleum, nærmest både benzin og diesel fra en gammel Scandia klar til næste optankning. Derudover er det blomster, citrus, grønne og gærede æbler, våde sten og nogle søde krydderier. Det dufter stjernegodt og man bliver sgu helt glad indeni. Nam for pokker.

I munden er der langt mere tyngde, end jeg lige havde forventet, og der kommer klart nogle Mosel referencer. Der er godt med kraft, virkelig koncentreret saft, krydret syre og svag bitter grape, sødme og en lidt underspillet mineralitet. Det er bare godt.

Købt i rodekassen hos SuperVin i Hjørring til 130 kr., men importør er Laudrup Vin, hvor en flaske af nyere årgang ellers koster 230 kr. ved køb af 1 flaske og 175 kr. ved køb af 12 stk.

Vinanmeldelse 6/7