Med næste vin er vi i det klassiske Chianti hos efterkommere af Bandino Bandini, som grundlagde vingården Villa Pomona i 1899. Derfra klokkeklar og ren Chianti Classico uden så mange dikkedarer.
Villa Pomona ligger i Castellina In Chianti omkring 9-10 kilometer nord for Siena. Da Bandino Bandini – ja det hed han altså – købte ejendommen, hvor der gennem hundrede år havde været dyrket vin – hed ejendommen egentlig Fattoria Ricceri efter den oprindelige ejere. De ældste bygninger på gården kan dateres tilbage til 1750’erne.
Bandini omdøbte ejendommen til Villa Pomona, da det var særdeles frugtbar jord. Pomona betyder nemlig frugtbar og jorden gav da også basis for god produktion af både vin og olivenolie, som han solgte til restauranter i Siena.
Bandini fik pæn succes, således han kunne udvide med flere landbrugsbygninger og en stor olivenmølle, som pressede olivenolie for andre nærliggende gårde.
Med alderen og manglende interesse fra næste generation begyndte det imidlertid af gå ned ad bakke for vingården. I perioder blev produktionen endda helt opgivet … lige indtil Bandinos barnebarn Enzo Raspi greb chancen og begyndte at få Villa Pomona på fode igen.
I dag omfatter vingården 5 hektar vinmarker lige op til ejendommen i et kuperet terræn i omkring 350 meters højde. Der dyrker man primært Sangiovese samt en smule Colorino og Cabernet Sauvignon. Det giver basis for en produktion på 20.000 flasker vin hvert år fordelt på 4 forskellige vine.
Det er i dag Enzo Raspis datter Monica, som driver vingården samt lidt klassisk agriturismo med udlejning af et par værelser. Monicas moder Ingeborg bor dog stadig på stedet og hjælper datteren.
Denne Chianti Classico DOCG er en af husets 4 vine. Den er lavet på 95% Sangiovese og 5% Colorino. Lavet med 18-24 dages maceration og fermentering ved 28-30 grader i rustfrie ståltanke. Derefter er vinen lagret på store egefade i 12 måneder samt 3 måneder på flaske.
Ved første snif snif er det syre, grønne vinblade og nærmest en smule parfumeret i duften. Frugten er ribs, rabarber … lidt landlig og dufter sgu godt. Giv den gerne lidt tid, så åbner den endnu mere op og afslører også lidt sødme, som ellers er skjult i starten.
Smagen er virkelig syrlig og stram … herligt. Tanninerne bider og der er godt med jern, let bitterhed, som om druerne slet ikke er modnet nok. Det ka’ jeg virkelig godt lide. Igen kommer der lidt sødme og rundhed til vinen, når den har stået i glasset et stykke tid. Men fin Chianti Classico.
Forhandles af Italux, hvor en flaske koster 91 kr.