Rivisitazione con Azienda Agricola Elio Grasso … gensyn med det dejlige vinhus, der ligger ved Monforte d’Alba i skønne Piemonte. Denne gang med vinen Langhe Chardonnay Educato, som jeg ikke tidligere har smagt.
Men til gengæld har jeg vist skrevet om huset et utal gange … så det skal jeg afholde mig fra. Lad os i stedet kigge nærmere på denne Langhe Chardonnay Educato, der også er husets eneste hvidvin, men som de har lavet siden 1990. Det er en lille og eksklusiv vin, da der årligt alene lavet 7.000 flasker af vinen.
Druerne kommer fra nogle af Grassos sandede marker omkring Monforte d’Alba, er høstet i starten af september og vinstokkene er gennemsnitlig omkring 30 år gamle.
Vinen er efter fermenteringen modnet i franske barriques i omkring 7 måneder inden vinen flaskes i april-maj måned.
I glasset er vinen både ganske gul, men samtidig også her grumset og ufiltreret, men næsen er ganske formidabel. Dufter da bare totalt i orden. Det er eksotisk frugt, fersken, abrikos, røg og fersk spæk, sød tyggegummi, lidt vanilje og virkelig aromatisk.
I munden er vinen også cremet og lækkerfin. Der er en vis syre, som sikrer, at det hele ikke bliver for meget, men sikrer både en fin lethed og friskhed. Det bliver kombineret med bolsjer, lakrids og hvid chokolade og Chardonnay fedme samt lidt blomster.
Elio Grasso forhandles herhjemme af Jysk Vin, men denne har de ikke pt. i sortimentet. Jan har købt denne i Piemonte, hvor den vel koster omkring 14,90€ … eller cirka 111 kr.