Det er vist efterhånden et stykke tid siden, at jeg sidst har drukket Cava. Det råder vi fluks bod på med denne Cava Semi Seco fra cavahuset Castellblanc, der ligger ved Sant Sadurní d’Anoia omkring 25-30 kilometer vest for Barcelona.
Vi er med andre ord i Katalonien og nærmere bestemt i vinområdet Penedès. Det er område, der bl.a. byder på masser af mousserende Cava lavet efter ægte champagnemetode, som fx denne Castellblanc Cava Semi Seco.
Castellblanc er grundlagt tilbage i 1908 af Jerónimo Parera og var gennem mange år drevet af Parera familien, men blev senere overtaget af Grupo Rumasa inden ejerskabet i 1984 overgik til den store Freixenet koncern. De ejer i dag fortsat Castellblanc.
Freixenet kender vi jo også som et af de helt store cavahuse i Spanien og de ejer ikke mindre end 24 vinhuse i det meste af verdenen, bl.a. masser af vinehuse i Spanien, Argentina og Australien samt vin- og champagnehuse i Frankrig,
Alene til produktionen af Freixenet Cava ejes over 1.000 hektar vinmarker i Penedès … og så har vi ikke engang talt de marker med, som Castellblanc ejer. Det er med andre ord en kæmpe vinøs industrikoncern.
Nå, men her er det altså en Cava Semi Seco – halvtør – fra Castellblanc og en N.V. aka Non Vintage. Den er lavet på 30% Macabeo, 30% Parellada og 40% Xarel-lo. Gæringen sker ved en lav temperatur under konstant overvågning. Når gæringen efter et par uger er forbi, hviler vinen til det følgende forår.
Den stille vin tilsættes en nøje beregnet mængde sukker samt en rendyrket gærkultur, der ved den følgende gæring i flasken giver et tryk på ca. 6 atmosfærer og eftergæringen i flasken varer mellem 12-18 måneder inden den endelig degorcement.
I næsen er denne cava let nøddet, en smule æbler samt en lidt ristet duft, men virker ellers på mig en kende neutral. Smagsmæssigt virker den sød og boblerne er meget blide, hvilket jeg egentlig godt kan lide. Der er ikke voldsom megen smag, men fanger dog lidt pærer og derudover en svag bitterhed. Boblerne er til gengæld fint vedvarende, så du næsten får et lille efterbøvs.
Købt hos Skjold Burne, hvor en flaske koster 89,75 kr.