Fra det danske sommerland lige lidt dugkold Riesling, nemlig denne økologiske Trittenheimer Apotheke Riesling Su wie frieja fra vinhuset Weingut F.J. Eifel, hvor F.J. står for Franz-Josef.
Det er netop Franz-Josef, der som 4. generation siden 1985 driver det lille vinhus, der ligger midt i byen Trittenheim stik syd for Piesport i et af Mosel flodens talrige 180 grader sving. Sammen med moderen, hustruen og et par børn driver de tre generationer vinhuset samt et lille gästehaus.
Samlet har Franz-Josef 5 hektar vinmarker med marken Trittenheimer Apotheke, som husets centrale mark, som giver basis for en årsproduktion på 30.000 flasker vin.
Trittenheimer Apotheke er en af de større, kendte vinmarker i området og en lang række vinproducenter har parceller på marken, bl.a. en del i Eifel familien, herunder Weingut Clüsserath-Eifel, Weingut Bernhard Eifel, Weingut Eifel-Pfeiffer og Weingut Loersch-Eifel, mens også mere kendte producenter som Weingut Grans-Fassian har parceller på marken.
Her har vi fat i en af husets vine fra Trittenheimer Apotheke, nemlig en tør af slagsen og med navnet “Su wie frieja”, gammelt dialekt for “so wie früher”, altså “som før”, da vinen er lavet helt økologisk og uden brug af tilsætningsstoffer … altså som i gamle dage.
Næsen er også frisk som en kølig sommerbrise, virkelig levende, selvom den ikke byder på petroleum. Duften er dog ganske sart og delikat og bestemt Riesling i næseborene, dog med et fint bundtræk, intensitet og tæthed. Det er gule frugter, ananas, citrus og alle meget afdæmpede.
Fornemmer man lidt mineralitet med sten i glasset? Jeres flittige vinblogger keder sig vist bare i sommerlandet.
I munden fornemmes der en vis sødme, og vinen siger da også hele 14,2 gram restsukker pr. liter, men det mærkes ingenlunde, da der også er godt med pågående syre … lidt en kraftig syre. Midt i syren er det også lidt fedme, svage krydderier, lidt sten og slutter med et grønt bid.
Købt hos EP Vin, hvor en flaske koster 135 kr.
Rating 4,5/7