Petra Unger holder til ved byen Furth i Kremstal … lige ved Donau floden. Hun står bag næste vin, denne Pinot Noir Gottschelle.
Petra overtog vingården efter sine forældre i 1999 og har samlet 11 hektar vinmarker, som ligger på begge sider af Donau floden i den yderste del af Kremstal, næsten på vej ind mod Wachau. Og de bedste marker er Oberfeld, Gottschelle, Fuchaberg, Hintere Point og Zellerkreuz … stejle, knoldede marker med undergrund af löss.
Der dyrker hun Grüner Veltliner, Riesling og Sauvignon Blanc samt de røde sorter Zweigelt og Pinot Noir. Den årlige produktion ligger på omkring 60.000 flasker vin.
Petra laver fortrinsvis hvidvine, men altså også denne Pinot Noir Gottschelle, som jeg desværre ikke har de store informationer om … hverken produktion, lagring eller andet. I stedet springer vi da bare ud i mine smagsnoter.
Næsen er klar Pinot Noir … lidt krydret er første indtryk, bærrene lette med jordbær, frugtsødme, blomster, margarine og en smule eg. Meget sådan straight-forward i duften.
Og det gælder sådan set også smagen, som byder på fin lethed, sødme … måske en tak for meget sødme, lidt peber, jern, eg samt en ganske fin syre, hindbær og ribs. Med lidt varme i glasset er vinen ikke så sød, som i starten, og det klæder vinen. Den var måske serveret en tak for kold.
Købt hos Wineboutique.dk, hvor en flaske koster 140 kr.