Smagte lige fredag en dejlig hvidvin på en restaurant. Vi er hos det historiske Barolohus Cordero di Montezemolo i La Morra, et hus jeg tidligere har smagt vin fra. Dengang var det deres Barbera d’Alba, som jeg også tidligere har anmeldt her på bloggen.
Cordero di Montezemolo er beliggende i La Morra og har været i familiens eje siden 1340. Montezemolo regnes i dag for at være blandt de bedste producenter i Barolo. Således har Barbera Funtani fra Cordero di Montezemolo fået bedømmelsen 3 glas i Gambero Rosso, hvilket kun er tilfældet for 150 af Italiens 18.000 forskellige vine.
Druerne til denne hvidvin kommer fra én af gården vinmarker, som er tilplantet tilbage i 1987 med omhyggelig udvælgelse af Chardonnay vinstokke. Marken er beliggende i den nederste del af Monfalletto i kommunen La Morra. Jorden er rig, lerholdig med eksponering mod øst.
Druerne høstes de 10 første dage i september med et udbytte på hele 70 hektoliter pr. hektar. Druerne afstilkes herefter inden presningen. Fermenteret ved 15-16 ° C i omkring en uge i rustfrie ståltanke. Modning sker på eg i 6-7 måneder.
I glasset fin lysegul. Dufter lidt af Chardonnay, men sket ikke typisk Chardonnay. Der er lidt mere frisk duft, og slet ikke den store fedme. Der er i stedet lidt banan, madler eller i hvert fald nogle nødder, grape, eg, og rigtig dejlig duft.
Smagsmæssigt også en supervin, der er lidt fedme, frugt, og en rigtig god balance mellem sødme og syre. En frisk glas hvidvin med krop … se, det er ikke så ringe.
Fås bl.a. hos Vinexus til omkring 180 kr.