Efter det vinøse sydamerikanske Copa América mesterskab, så blev denne Pinot Noir Family Collection Reserva fra Viña Errazuriz en af madvinene.
Det er en vin, som Vinspecialisten har kåret som årets stjernevin 2017 og som efter sigende skulle være udarbejdet i samarbejde med det chilenske vinhus. Det er en ren Pinot Noir vin, skruelåg og en tilbudspris på 79 kr. pr. flaske ved køb af 2 flasker. Og druerne kommer fra udvalgte parceller i Aconcagua Valley.
Vinen har lagret 4 måneder på eg … og er derfor vel nærmest en lillesøster til både husets Max Reserva Pinot Noir, deres Estate Pinot Noir og Aconcagua Costa Pinot Noir.
Den byder duftmæssigt på søde kirsebær, rabarber, sødme, håndrens, masser af oversøisk sol og har – efter min smag – alt for megen mørk frugt og for megen sødme til at, det bliver rigtig fornøjelig Pinot Noir.
I munden er sødme dog knap så udtalt, for der fanges både hindbær, ribs, hvid peber, men virker også lidt stram og kantet.
Forhandles i Vinspecialisten, hvor prisen er 100 kr. for 1 flaske, men 79 kr. ved køb af 2 flasker.
Rating 3/7