2008 Domaine Charvin, Châteauneuf-du-Pape, Rhône, Frankrig

2008 Domaine Charvin, Châteauneuf-du-Pape, Rhône, FrankrigNæste Châteauneuf-du-Pape er fra Domaine Charvin.

Domaine Charvin er en lille familieejet vingård, som er etableret i 1851 af Guillaume Charavin. Vingården blev fuldstændig ødelagt af phylloxera, og genplantet med podede planter i 1910 af Guillaume, hans søn Isidore Charavin samt dennes lille søn Elie Charvin. Det var i denne periode, at familien Charavin blev til familien Charvin ved en administrativ fejl (tab af a’et), men det blev simplthen aldrig ændret, så derfor hedder vingården fortsat Domaine Charvin i dag.

Vingården dækker et areal på 8 hektar i Châteauneuf-du-Pape og 13 ha i Côtes du Rhône. Selve ejendommen ligger 5 km syd for Orange ved den nordvestlige grænse til Châteauneuf-du-Pape. Fra 2011 er markerne under konvertering til agriculture biologique.

I dag drives gården af 6. generation i form af Laurent Charvin, som er en stille, ydmyg og reflekterende mand, som har svært ved at forstå alt hysteriet omkring hans vine. ”Læger reder liv, jeg laver bare vin”, som han selv udtrykker det. Laurents Chateauneuf’ er ikke desto mindre konsekvent en af appellationens bedste. Laurent overtog driften af vingården i midten af 1990’erne efter faderen Gerald Charvin.

Domaine Charvins Châteauneuf-du-Pape er lavet med omkring 80% Grenache fra vinstokke på den rigtige side af 50 år, kombineret med Syrah til at styrke vinens struktur og farve. Vinen lagrer på stål og betonfade, og den ser ikke skyggen af træ. Laurent laver kun en Chateauneuf og deltager dermed ikke i hysteriet med hundedyre specialcuveer skræddersyet til Parkers smagsløg. Der laves 30.000 flasker om året af denne vin, og vi var heldige at have nogle af disse flasker her denne aften.

Duftmæssigt er der lavendler, røde modne bær, meget tør i duften, virkelig dejlig. Smagsmæssigt lidt mere kant end den forrige fra Brunel, men det klæder kun vinen. Meget fyldig, en dejlig krydret eftersmag, lidt peber, Provence. Det smager altså bare rigtigt godt.

Fås hos Stobel Vinimport til 325

Vinanmeldelse 5,5/7   

Skriv et svar