Jean Stodden … das Rotweingut. Frit oversat til “en rødvinsgut” … fedt ord! Ja, sådan står der i hvert fald på Jean Stoddens hjemmeside. Og hvor bor sådan en Rotweingut, ja selvfølgelig på Rotweinstraße i byen Rech i Ahr vinområdet. Stodden er et gammelt vinhus, som har eksisteret siden 1578 med familien Stodden ved roret i alle årene, men først i år 1900 begynder Alois Stodden at lave sin egen vin i kælderen.
I dag er det Gerhard Stodden og sønnen Alexander, som driver vingården og dens i alt 6,5 hektar vinmarker, som er fordelt på¨4 parceller, Recher Herrenberg, Ahrweiler Rosenthal, Neuenahrer Sonnenberg og Mayschosser Mönchberg.
Nogle af markerne har op til 60 grader stejl stigning, hvilket gør arbejdet i markerne besværligt, men giver samtidig gode betingelser for en optimal udnyttelse af solen. Jordbunden er en sandet lermuld blandet med højt stenindhold. Der dyrkes primært Spätburgunder, men også Dornfelder og Dunkelfelder.
Her har vi Stoddens basis (laveste) Spätburgunder, hvor druerne kommer fra flere af markerne i Bad Neuenahr, Dernau og Rech. Druerne er håndplukkede, hvilket da tror fanden, når der er stigninger på op til 60 grader, og vinen er fermenteret uden stilke 14 dage ved kontrolleret temperatur, mens modningen er sket i gamle 1.000 liter egetræsfade.
I glasset klassisk fin teglrød farve indikerer klar Pinot Noir. Duftmæssigt slet ikke den typiske kostald sødme, men nærmere lidt fesen duft, nærmest som en lidt krydret Rhône, hvor gassen er gået af ballonen. Også lidt grønne noter og hindbær i næsen. Hmmmm, slet ikke typisk tysk.
Smagsmæssigt en sur rødvinsfætter, som vi har fat i her. Tanninerne og mineraliteten er voldsomt dominerende, og gør vinen usammenhængende. Der mangler frugt og balance, men måske skal vinen ha’ nogle år på bagen. Skal jeg have en vin fra samme område, så vælger jeg klart Meyer-Näkel, som kan fås til samme penge.
Købt i Tyskland til ca. 88 kr.