2009 Fattoria Carpineta Fontalpino, Chianti Classico, Toscana, Italien

Selv efter en italiensk Giro d’Italia må man op på cyklen igen og det kan jo gøres med en Chianti Classico fra vinhuset Fattoria Carpineta Fontalpino, der ligger lige ved den lille by Monteaperti i nærheden af den historiske landsby Castelnuovo Berardenga og vel omkring 5 kilometer øst for Siena.

Vingården er grundlagt i 1960’erne af familien Cresti, selvom gården har traditioner for vinfremstilling så langt tilbage som det sidste århundrede.

Ejendommen drives af søskendeparret Gioia og Filippo Cresti. Gioia Cresti er vingårdens er ønolog og hun er ansvarlig for alle produktionens faser, lige fra af hente druerne i markerne til den færdige vin, så hun får sat sin personlige stil på vinene. Filippo Cresti er hovedsageligt involveret i de administrative ting, som bogholderi, markedsføring og salg.

Gioia Cresti er også kæreste med Carlo Ferrini, og han er en af italiens dygtige vinmagere, som også hjælper søskendeparret med produktionen af vinene på Fattoria Carpineta Fontalpino.

Fattoria Carpineta Fontalpino har i alt 80 hektar vinmarker, men vinmarkerne udgør alene 23 hektar med mange forskellige sorter af specialiserede vinstokke, fx typerne Sangiovese, Merlot, Cabernet Sauvignon og andre eksperimentelle druer (Petit Verdot, Alicante, og mange andre).

Gennemsnitsalderen på vinstokkene er omkring 22 år, og de ældste stokke omkring 40 år gamle, mens de yngste er omkring 5 år.

Navnet Carpineta Fontalpino har sine rødder i to historiske steder i området Montaperti, nemlig Carpineta, opkaldt efter nogle karakteristiske træer i området samt Fontalpino, opkaldt efter en lokal vandkilde.

Der laves 6 forskellige vine på Fattoria Carpineta Fontalpino og alle rødvine … en Chianti Colli Senesi DOCG, en Montaperto IGT, denne Chianti Classico DOCG, en Fontalpino Chianti Classico DOCG, en Dofana samt vinen Do Ut Des IGT, som jeg har skrevet om et par gange her på bloggen.

Denne Chianti Classico er lavet på 90% Sangiovese, mens de sidste 10% består af en række forskellige druer. Alle druerne kommer fra forskellige marker i San Piero, Cerreto og Castelnuovo Berardenga.

Vinen er lavet med maceration i 15 dage og lagret 12 måneder på på egefade. Der laves årligt 50.000 flasker af denne vin.

Og det er en ganske okay Chianti … godt med typisk syrlig frugt, virkelig italiensk udtryk, mørkebær, specielt blåbær, kaktus, krydderurter, merian og en vis friskhed i næsen, selvom vinen efterhånden snart er 8 år gammel.

Smagen er ligeledes stram, frisk og syrlig med stor tørhed, mørke bær, meget frugtrig, godt krydret … også mere end Chianti plejer at være … og syren er sådan markant og noget bastant.

Købt hos Supervin, hvor en flaske koster 149,95 kr., men prisen ved køb af 6 flasker er på 120 kr. De har dog i dag alene nyere årgange.

Rating 4/7