Så tager vi turen retur til Bodegas Resalte de Peñafiel, og én af deres 4 topvine, nemlig denne Resalte Crianza, lavet på vinstokke ældre end 30 år, og med en produktion på ikke mere end 4.500 kg per hektar. Lagringstiden er også længere end de to første vine fra dette vinhus, idet vinen har lagret i 14 måneder på 80% franske egetræsfade og 20% amerikanske.
Bodegas Resalte de Peñafiel har 4 vine i deres topprogram, Resalte Vendimia Seleccionada, Resalte Reserva, denne Resalte Crianza og så en Gran Resalte, som er husets særlige vin med en særlig lang fadlagring på ikke mindre end 24 måneder og med druer fra vinstokke over 70 år gamle.
Denne Resalte Crianza fra årgang 2005 var i øvrigt bedst placerede spanske vin på Wine Spectators Top 100 liste i 2010, hvor vinen kom ind på en flot 26. plads som én af år 2010’s bedste vine og opnåede hele 94 point. Nå, lad os se, om det også er så godt …
Duftmæssigt kan man dufte, at vinen har lidt alder. Der er en lidt lukket duft, lidt muld-agtigt blandet med solbær, vanilje, lidt kaffe??? Jo, der er både jord og eg også. Lover godt. Smagen er også meget kraftig og fyldig, men samtidig blød og forførende. Der er rigtig meget tannin, og vinen nærmest sætter sig på fortænderne, og man får lyst til at lave kyssemund. En stor og velafbalanceret vin, og bestemt en fabelagtig vin. Hmmmmmm.
Fås hos Vin & Vin, pris 239 kr.