2007 Hacienda Monasterio, Hacienda Monasterio, Ribera Del Duero, Spanien

2007 Hacienda Monasterio, Hacienda Monasterio, Ribera Del Duero, SpanienI det fortsatte vinræs fra onsdag er det tid til at beskrive den sidste vin her på bloggen.¨Vi sluttede udenfor Bourgogne, men fortsat med manér, nemlig med denne spanioler, Hacienda Monasterio med den danske verdenskendte Peter Sisseck ved roret som vinmager.

Hacienda Monasterio er på 160 hektar, hvoraf 78 hektar er plantet med vinstokke. Vingården ligger mellem Pesquera og Valbuena de Duero. Området er egentlig ikke særligt gæstfrit for mennesker, ej heller specielt charmerende. Der er brændende varmt midt på dagen om sommeren og isnende koldt om natten samt om vinteren. Dette barske klima er netop årsagen til, at den lokale Tempranillo drue kan frembringe så komplekse og karakterfulde vine

Siden 1990 har Peter Sissick været vingårdens primære vinmager assisteret af Carlos de la Fuente. Det var på Hacienda Monasterio, at Peter Sissick grundlagde succesen, og selv om hans Pingus senere blev én af verdens mest omtalte vine, banker hans hjerte stadig i lige høj grad for Hacienda Monasterio.

Den nuværende vinkælder blev i 1991 og 1992, og er designet af den franske arkitekt Philippe Mazières, som tidligere havde arbejdet for prestigefyldte vinkældre såsom Château Margaux og Château d’Yquem.

Hacienda Monasterio er så afgjort en af områdets bedste vine. Høstudbyttet er uhyggeligt lavt (ca. det halve af Bordeaux 1. cru’er). Det giver fantastiske vine, men også et ringe indtjeningsgrundlag for producenten.

Når udbyttet er så ekstremt lavt, er det, fordi jordbundens vandforsyning og næringsrighed er meget begrænset. Der udplantes derfor med stor afstand mellem vinstokkene. Selvom nye opbindings-systemer er under overvejelse, og visse steder i brug, dyrkes Tempranillo overvejende i den traditionelle buskform – et system, der giver lavt udbytte pr. vinstok og dermed også pr. hektar.

Hacienda Monasterio består normalt af et blend med Tempranillo i hovedrollen. Druemixet som på spansk kaldes “variedades” består normalt af 80% Tempranillo, 15% Cabernet Sauvignon og 5% Merlot, men kan variere afhængig af årgangens beskaffenhed.

Der praktiseres en 100% afstilkning og opholdet i gæringskaret (gæring og maceration) varer fra 21 – 27 dage. Vinen lagres i 18 måneder på små 225 liters franske egetræsfade, hvoraf 33% er nye.

I glasset klart til den mørke side … og duftmæssigt ovre i noget helt andet end de mange Bourgogner. Her er duften sødme, kraft, blommer og hø. Smagen er igen blommer, solbær og stor sødme. Den er rustik, men alligevel med finhed og silkeblød. Ikke så kompleks som fx en Borgogne, men det smager f….. ret dejligt. Et supervalg, som virkelig kunne varme os i takt med at varmen på denne sommeraften langsomt begyndte at forsvinde. Vi sad udenfor frem til midnat og nød livet, selskabet, røgen fra bålstedet og denne fremragende vin. Hvad kan man ønske mere?

Kan fås i flere vinforretninger, bl.a. Sigurd Müller, og prisen ligger omkring 300 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7 

Skriv et svar