Næste vin er ligeledes en hvidvin, en Chardonnay fra Francis Ford Coppola , nemlig fra hans Diamond Collection serie … en af de mange serier af vine, som han laver på sit store vinhus i Sonoma County.
Ja, faktisk laver huset vine i ikke mindre end 14 serier, nemlig Francis Coppola Reserve, Archimedes, Eleanor, Pitagora, I Mille, Vendetta, Director’s Cut, Director’s Great Movies, Director’s, Diamond Collection, Gia by Gia Coppola, Rosso & Bianco, Sofia og Votre Santé. Samlet bliver det til 58 forskellige vine.
Diamond Collection er den største af serien og den omfatter 13 forskellige vine … alle med forskellige farve på etiketterne. Denne Chardonnay er Gold Label, selvom den måske mest ser lidt orange ud.
Diamond Collection Chardonnay er sammensat af druer fra 2 underområder i Monterey, først Arroyo Seco … der med sin kølighed giver god sprødhed til vinen og dernæst en mark ved Gabilan bjergkæden, hvor den sandholdinge jord resulterer i en mere fed struktur.
Det er ikke 100% Chardonnay, idet der tilsat lidt andre druer. Den består således af 90% Chardonnay 8% Viognier og 2% Riesling.
En del af vinen er gæret og lagret 9 måneder på franske egetræsfade, hvorefter den har gennemgået malolaktisk gæring. Denne behandling tilfører vinen cremet struktur. Den anden del af vinen er gæret på ståltank, hvor den beholder sin friskhed. Inden aftapning blandes disse 2 komponenter for at tilføre vinen struktur og kompleksitet.
Duftmæssigt er her fersken, appelsin, papkasser, et let støvet udtryk, lidt citrus og blomster. Der fornemmes en vis fedme, men dog ikke voluminøs og overdone amerikansk. Slet ikke. I munden er der også fersken, modne æbler, koriander, potaske og en vis sødme … men faktisk ikke så sød som foregående Riesling, selvom der faktisk er mere restsukker pr. liter. Virker måske en anelse flad i smagsnuancerne.
Forhandles af Otto Suenson, hvor prisen er 149 kr.
Rating 4,5/7