2012 Weinbau der Lebenshilfe, Friedelsheimer Schlossgarten Spätburgunder, Pfalz, Tyskland

2012 Weinbau der Lebenshilfe, Friedelsheimer Schlossgarten Spätburgunder, Pfalz, TysklandWeinbau der Lebenshilfe er et arbejdende værksted for udviklingshæmmede under velgørenhedsorganisationen Lebenshilfe Bad Dürkheim. Og dette værksted står såmænd bag sidste fredags Spätburgunder … en Friedelsheimer Schlossgarten Spätburgunder.

Lebenshilfe Bad Dürkheim ligger i den østlige del af Bad Dürkheim i Pfalz og er etableret i 1965 af både forældre og venner af mentalt handicappede. Siden er det blevet en stor historie med børnehave, skole, boliger, malerværksted, metalværksted  og en lang række andre aktiveringstilbud til de udviklingshæmmede.

Og minsandten om de ikke også har et værksted for vinproduktion … en økologisk vingård, hvor 33 handicappede medarbejdere passer 18 hektar vinmarker omkring Lebenshilfe Bad Dürkheim med hjælp fra erfarne vinmagere i form af Jan Hock og Martin Fußer. Vingården hedder selvfølgelig derfor Weinbau der Lebenshilfe.

De bedste marker er Wachenheimer Schlossberg, Dürkheimer Michelsberg, Wachenheimer Altenburg og Friedelsheimer Schlossgarten. Og alle marker drives som nævnt fuldstændig økologisk.

Og det er ingenlunde en lille vingård, for de laver knap 30 forskellige vine, opdelt på litervine, Gutsweine, Ortsweine samt Lagenweine. Derudover laves der lidt sekt samt lidt süssweine. Den årlige produktion ligger på omkring 160.000 flasker.

Denne Friedelsheimer Schlossgarten Spätburgunder er husets røde topvin og dermed selvfølgelig en Lagenwein, hvor druerne kommer fra marken Schlossgarten ved Friedelsheim lidt syd for Bad Dürkheim. Vinen er modnet på egefade, men jeg har ingen oplysninger om hvor lang tid eller andet om produktionen. Etiketten er en herlig børnetegning fra Lebenshilfe Bad Dürkheims børnehave.

Og den er sgu god nok … let transparent teglfarvet væske i glasset samt i næsen en sød animalsk hestestald, som klæder tysk Spätburgunder, men også godt med lakrids, anis, våde fade, let peber, kirsebær, kanel og lys chokolade. Smagsmæssigt ganske blød med en rustik syre … vi snakker lidt bonderøv. Frugten er ganske okay … sådan lidt kirsebær og hindbær. Ikke ringe … respekt til de 33 udviklingshæmmede på Weinbau der Lebenshilfe.

Forhandles af Husted Vin, hvor den koster 230 kr. for 1 flaske, men 199 kr. ved køb af 6 flasker.

Rating 4,5/7