Vi fortsætter med endnu en vin fra de to friske Brand brødre, nemlig vinen Cuvée Flora … et blend, som de selv siger, er lavet på et blend aus mehreren roten sorten … hvilket her betyder Portugieser og Dornfelder.
Og de to druesorter er de mest plantede rødvinssorter i Tyskland … der er flest Blauer Portugieser, men derefter kommer Dornfelder. Daniel og Jonas Brand høster da også 60 hektoliter pr. hektar, altså et ganske pænt udbytte og langt over forrige Sonnenberg Spätburgunder, hvor udbytte alene ligger på 20 hektoliter pr. hektar.
Cuvée Flora har gæret 4 uger på skallerne og er herefter lagret 18 måneder på store gamle fade. Vinen er ganske økologisk, ufiltreret, uberørt og er alene blevet sikret med en knivspids svovl inden flaskning.
I næsen er her godt med kirsebær samt lidt mørkere bør … rustik, dyb og urtet med nødder, grafit, blomster og ganske krydret. I munden er vinen noget sødere end forventet, dog med en vis bitterhed, en slank krop, vilde tanniner, kantet … lidt skarp med moden mørk frugt og godt med urter. Rustik, men også ganske charmerende.
Forhandles hos Extra Brut Vinimport, hvor prisen er 110 kr.
Rating 4/7