2009 Villa Giada, Treponti Monferrato Rosso, Piemonte, Italien

2009 Villa Giada, Treponti Monferrato Rosso, Piemonte, ItalienMed næste vin røg vi til Italien, Piemonte i byen Canelli, lige midt mellem Torino og Genova. Azienda Agricola Villa Giada drives af Faccio familien med den unge Andrea Faccio i spidsen.

Familien har drevet vingården siden 1993 og den unge Andrea har udstyret vinkælderen med det mest avancerede udstyr til vinfremstilling, bl.a. moderne temperaturkontrollerede gæringstanke i rustfrit stål. Modningen foretages i de gamle underjordiske kældre, gravet ud under gården for mere end to århundreder siden. Kælderen har en konstant temperatur på 14-16 grader og en optimal relativ luftfugtighed på omkring 80%.

Gården består af 25 hektar vinmarker, fordelt på 4 forskellige vinmarker, nemlig Cascina Ceirole a Canelli på 7 hektar, Cascina del Parroco a Calosso på 4 hektar, Cascina Dani ad Agliano Terme på 14 hektar og endelig juvellen Bricco Dani, en lille bjergskråning mod sydvest, hvor de bedste af vingårdens druer dyrkes.

Vinen her er lavet på et blend af Nebbiolo og Barbera, og druerne fra vinen kommer fra Cascina Dani ad Agliano Terme, hvor de bliver høstet i den første halvdel af oktober.

Fermenteringen af de to druesorter sker separat i beholdere af rustfrit stål med en styret og konstant temperatur, mens lagringen sker på egetræsfade i omkring 1 år. Efter aftapning forbliver vinen lagret i gårdens kældre indtil den er optimal for videresalg.

I glasset en rigtig italiensk duft af Piemonte. Der er lidt indelukket vintønde, der er en anelse peber og mørk kakao. Dufter rigtigt dejligt. Smagen er blød og cremet, der er lidt overmodne blommer og fin lang eftersmag med godt tanninbid. Dejlig, dejlig vin.

Købt hos Jysk Vin, hvor den pt. kan købes til 99 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7   

Skriv et svar