2009 Querciabella, Mongrana Maremma IGT, Toscana, Italien

2009 Querciabella, Mongrana Maremma IGT, Toscana, ItalienLige et sanseindtryk fra weekenden, denne spændende italiener, Querciabella, Mongrana Maremma IGT fra Toscana i Italien.

Vinhuset Querciabella er grundlagt i 1974 af Giuseppe “Pepito” Castiglioni, og ejes i dag af sønnen og vinmageren Sebastiano Cossia Castiglioni. Siden 2000 er vingården blevet drevet efter biodynamiske principper, og er kendt for en række biodynamiske vin herunder Camartina, Batàr, Palafreno, Querciabella Chianti Classico og denne Mongrana.

I alt driver vingården 74 hektar første klasses Chianti Classico vinmarker i kommunerne Greve, Panzano,  Radda og Gaiole og derudover 32 hektar i Maremma på Toscanas uspolerede etruskiske kyst.

Vinen her kommer fra sidstnævnte område og er lavet på 50% Sangiovese. 25% Merlot og 25% Cabernet Sauvignon. 100% biodynamisk og fra vinstokke plantet i 1997.

Druerne håndplukkes. En lille del af vinen modnes på barriques i ti måneder og derefter laves den endelige blanding, hvilket bliver til en årlig produktion på 150.000 flasker.

Og hvad sker der i glasset på denne italiener? Den er – til starte med – en smule utilgængelig, lidt lukket. Kan bedst beskrive duften som lidt indelukket, lidt “mulle”, selvom det aftager en smule i løbet af aftenen. Der er toast, ribs og et godt drus af urter og krydderier.

Smagen er ren, en meget frugtdrevet smag af røde bær. I munden virker den først lidt skæv, så tør den op og frugten viser sig, og afslutningen er frisk med bid og en smule tobak. Med luft i løbet af aftenen … eller en dekatering 2-3 timer før … så giver vinen endnu mere. Ikke lettilgængelig, men et meget dejligt glas vin.

Købt hos Atomwine til 99 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7  

Skriv et svar