Halv pris !!! Fredagens vin var denne “månedens vin” hos Skjold-Burne, et tilbud til 59,75 kr. og halv pris … se det er jo noget, som vi danskere kan li’. Men, men … får vi så vin til 120 kr. eller vin til 60 kr.? Nå men, det satte jeg mig så for at undersøge.
Vinen er fra et vinhus, som hedder Milianti, og vi er i Campanien i den sydlige del af Italien. Campaniens vine er ikke blandt de mest kendte i Danmark, men området laver glimrende vine, som i fremtiden spås større synlighed.
Ud over de vine som allerede laves, så er der potentiale til at lave mange flere gode vine. Det skyldes ikke mindst det generelle høje niveau, som druesorterne har. Specielt for regionen er den blå Aglianico drue, som denne vin da også er lavet på.
Aglianico er en drue, som trives godt i det varme klima i det sydlige Italien. Druen stammer oprindeligt fra Grækenland, hvor den stadig findes. I Syditalien findes Aglianico druen primært i Basilicata, som er den vinregion, som ligger lige op til Campanien mod sydøst, men druen findes altså også her i Campanien. Vinene på Aglianico er koncentrerede og bevarer stadig en del af syren. Ofte har de et strejf af røg.
Nå, lad os se nærmere på dette vinhus Milianti, som skulle ligge i byen Beneventano, lige omkring 50 km. nordøst for Napoli. Imidlertid kan jeg intet finde på dette vinhus, hvilket egentlig er underligt. Cellartracker, som egentlig ellers finder alle vin, har heller intet på Milianti, så enten er der tale om en meget lille producent, som er aldeles ukendt, et lille kooperativ eller også er den en vin fra én af de store vinproducenter og fx specialproduceret for Taster Wine til det danske marked.
Jeg vil nok umiddelbart gætte på det sidste, for normalt kan man altid finde noget på vinhuset, om ikk’ andet … så en adresse. Taster Wine arbejder bl.a. sammen med Istituto Enologico Italiano, som har vingårde over hele Italien … måske er vinen derfra. Om ikke andet, så gør det opgaven med at finde en pris på vinen i udlandet ganske umuligt.
Denne kraftfulde rødvin fremstilles på druer, der er høstet optimalt modne. Efter en lang udblødning af mosten, for at øge farve og smagskompleksitet, gæres vinen. Gæringen foregår ved kontrolleret temperatur, for at bevare frugt og druetypicitet i den endelige vin. Vinen lagres traditionelt i store træfade, for at samle sig og få øget tætheden i smagen.
Nå, men lad os se nærmere på vinen i glasset. Vinen er mørk, og bestemt til den kraftige side. Alkoholen er da også 15% ifølge etiketten. Duftmæssigt er vi ovre i lidt rosin, svedsker, toast og røget egefad.
Smagsmæssigt er der en lidt “amarone-fylde” … en lidt rosinagtig sødme, der er syre … omend måske ikke så elegant og en smule brutal, der er mørke bær. En kraftig vin, som mange danskere vil kunne li’, men som – ifølge mine ydmyge smagsløg – mangler en smule af den italienske elegance. Eftersmagen er let bitter.
Prisen er som sagt 59,75 kr. hos Skjold-Burne (officielt ved køb af 6 flasker), og prisen er okay i forhold til vinen … det skal den ha’.
Denne vin er vores helt store favorit efter Mastroberardino Lacryma Christi del Vesuvio Rosso, Milianti Aglianico, Beneventano vinen er en opdagelse I sig selv, ikke to flasker smager ens, så hvem og hvor den er fremstillet er lidt af en gåde, som vi I sommerferien vil prøve på, at løse I området omkring Napoli
Hej Bjørn
Tror det kan blive svært at finde ud af, hvem der har produceret vinen, men jeg vil glæde mig til at høre, om I finder ud af noget. Mastroberardino Lacryma Christi del Vesuvio Rosso fra Campanien har jeg ikke smagt, men det var måske en idé? Jeg er mest til vinene fra Toscana og Piemonte, selvom der findes dejlige vine over det meste af Italien.
vh Ulrik