2015 Agerbo Vingaard, Solaris, Sjælland, Danmark

2015 Agerbo Vingaard, Solaris, Sjælland, DanmarkSå er vi der igen … hos den gæve danske vinbonde Frank Buch, som fra hans lille – men seriøse – hobby vinbrug laver vin på Solaris druen … her seneste årgang 2015.

Frank mit der ganzen familie holder til ved Sejerøbugten, tæt på den lille stationsby Hørve i den sydligste del af Odsherred, 4 km nord for Svinninge, 20 km vest for Holbæk og 4 km syd for Fårevejle i Odsherred Kommune. Vinbruget er grundlagt i 2013, hvor Frank plantede 800 vinstokke med Solaris. Dette er dog i 2014/15 suppleret med yderligere 400 vinstokke med den røde druesort Cabernet Cantor, som man i 2017/18 forventer begynder at give druer, som kan bruges til vinproduktion.

Min vinbuddy Jesper er i familie med den hørvesiske vinbonde (eller hvad man kalder godtfolk fra Hørve), og Jesper med følge – det er fruen og børnene – var sidste år i Hørve for at hjælpe Frank med høsten.

Dengang havde han Franks Solaris årgang 2014 med hjem og den smagte jeg en dag ovre ved Jesper … og skrev selvfølgelig også om den her på bloggen. Spændende vin med potentiale … tror jeg skrev noget om, at det var godt forsøg … og at dansk vin er bestemt på vej.

Her er den altså 2015’eren, hvoraf en lille andel af druerne således er høstet af Jesper. Og man må sige, at Frank fandeme har taget … ikke bare et … men satans mange skridt i den gode retning og virkelig fået udviklet hans lille hobbyvin.

Vinen kommer i en lang, slank flaske … klar glas og nu med etiket, hvor navnet Agerbo også står vikingestolt med runer. Sådan … og et indhold, som har en lys, bleg farve med et svagt grønligt skær, som dermed passer perfekt til os blege danskere. Vinen er tappet på Vineriet ved Vejrhøj Vingård

agerbo-vingaard-ii
Her lige et fedt foto taget fra Franks hjemmeside … håber det er ok

I næsen er vinen klart mere fokuseret end 2014’eren … ingen krudt og samtidig også med langt flere nuancer. Næsen er nærmest som en efterårsmorgen … frisk, ung, grøn og med lidt hyld, hø og græseng. Virker spændstig, frugtrig og med tydelig syre.

Smagsmæssigt er der fortsat denne lidt spændende olierede fornemmelse … som giver vinen en slags fylde, selvom vinen er frisk, frejdig, grøn og sprød. I starten fornemmes først lidt sødme, som dog hurtigt overtages af en stram syre. Ganske habil vin … og virkelig flot, flot udvikling fra 2014’eren. Thumbs Up.

Vinen kan købes på vingården, pris 185 kr.

Rating 4,5/7 half_thumb